Pippis 1 års fødselsdag

Mens jeg sidder med næsen dybt begravet i bachelorskrivningen, så kan jeg tydeligt mærke, at den nærmer sig. En af de sværeste dage, som følger med, når man mister et barn. Den første fødselsdag. På søndag ville Pippi blive 1 år.

Det er meget forskelligt, hvordan man ønsker at markere sit døde barns fødselsdag. Nogen vil gerne holde fødselsdag med lagkage og flag og bliver glade, hvis folk skriver tillykke – for selvfølgelig er kærligheden værd at fejre uanset hvad! Andre helliger sig hellere smerten og går ind i den på dagen. Nogen foretrækker måske at holde sig aktive med alt muligt andet, bare for at komme igennem dagen. Der er ingen gylden regel for, hvordan man gør hverken som familie selv eller som pårørende.

Og her kommer jeg så med et lille sidespring (hæng på, der er en mening med det!). Siden mit sidste indlæg på bloggen er der nemlig sket det, at jeg er blevet bestyrelsesmedlem af Landsforeningen Spædbarnsdød – en forening, som gør et helt uvurdérligt arbejde for familier i sorg. Lige fra gratis telefoniske rådgivningsforløb, til sorggrupper og familiedage for deres medlemmer og til det store politiske arbejde, som blandt andet sidste år var med til at sikre, at fædre og medmødre nu har ret til sorgorlov på lige fod med mødre, når de mister et lille barn… Og meget andet, som jeg kan snakke længe om, hvis jeg får lov, men så står mine søde læsere nok af undervejs 😉 Jeg er simpelthen så glad for at have fået muligheden for, at være med til at varetage foreningens interesser de næste år. Det er ingen hemmelighed, at det længe har været et fremtidsønske, så da muligheden bød sig noget før planlagt, så sprang jeg til med det samme. Til mit første bestyrelsesmøde i den forgangne weekend blev jeg oplyst om et nyt tiltag på foreningens hjemmeside, som jeg simpelthen synes er så fint og helt relevant at dele her op til Pippis fødselsdag.

I stedet for at købe et medlemskab (og man kan i øvrigt godt være støttemedlem, selvom man ikke selv har mistet et barn ❤ ) eller give en donation, er der nu mulighed for at give en donation og en kærlig hilsen i forbindelse med særlige mærkedage. Det betyder i praksis, at man kan donere et valgfrit beløb til foreningen samtidig med at man skriver en kærlig hilsen til nogen, der har mistet deres barn. Ens hilsen bliver herefter sendt med posten til forældrene, som får af vide, at man har doneret penge til foreningen med tanke på deres barn. Det kan gøres specifikt i forbindelse med mors- eller fars dag, men også på en hvilken som helst anden særlig mindedag: Fødselsdage, jul, terminsdato, dødsdato, etc. Jeg er ærlig talt HELT vild med idéen, som jeg synes er så smuk. Da jeg tit bliver spurgt om, hvordan man som pårørende skal støtte op om forældrene på mindedage, vil jeg sige, at jeg ikke kender en eneste forælder (mig selv inklusive), der ikke ville blive rørt over sådan en tanke.
(Og for en god ordens skyld, så får jeg ingen fordele af nogen art af at reklamere for foreningen.. Jeg kan bare ikke lade være!)

Og hvad har jeg tænkt mig selv at gøre på Pippis 1 års fødselsdag? Heldigvis afleverer jeg min bachelor på fredag, så jeg har helt fri i mit sind til at kunne give Pippi opmærksomhed på dagen. Jeg bryder mig ikke om at fejre dagen, men vil gerne markere den og hellige den hende. Jeg går hver dag og følger med i tulipanernes udvikling i haven, da jeg håber de når at springe ud – idet de netop var sprunget ud for et år siden, og vi tog billeder af hende med dem i haven ❤ Ligeledes står hendes æbletræ med smukke knopper, som åbner sig mere for hver dag der går. Det giver varme om hjertet. På hendes fødselsdag tager jeg på kirkegården med nogle få af de nærmeste og bruger resten af dagen med familien. Jeg lagde i efteråret en masse blomsterløg (blandt andet fra vores egen have) på gravstedet og håber, at der også dér vil være tulipaner på dagen. Jeg bliver glad for tanker på dagen. Jeg er ambivalent med “tillykke”, for hendes eksistens er absolut værd at lykønske mig med, men samtidig er jeg farvet af sorg og savn. Jeg bliver dog stadig glad for at få “tillykke”, for det er for mig et udtryk for, at der er nogen, der sender mig kærlighed og forstår mig. Og sådanne mennesker har jeg heldigvis mange af i mit liv. ❤

Gravstedet i efteråret 2017

Liv, død og kærlighed

I dag var vi til samtale på sygehuset omkring hele forløbet og fremtiden for os. Som forventet var der ikke noget at se fra de prøver der blev taget fra mig, Pippi og moderkagen. Ingen forklaringer af nogen art på, hvorfor moderkagen løsnede sig.

Til gengæld var moderkagen mindre end gennemsnittet. Ikke så meget, at det var uforeneligt med liv og trivsel (tydeligvis – Pippi lå i den pæne ende af gennemsnittet) som det var i min første graviditet, men lille nok til, at det formentlig har været en faktor i Pippis død. Idet en del af moderkagen har løsnet sig, så er det jo op til det resterende at kompensere for den del, når barnet fortsat skal forsynes med ilt og næring. Når moderkagen så som udgangspunkt er for lille, så er der jo ikke særlig meget tilbage at kompensere med, når noget af den har løsnet sig. Derfor er det formentlig gået hurtigere, end hvis den havde været dobbelt så stor – måske vi kunne have nået at redde hende i det tilfælde, men det vil vi aldrig få svar på.. Og det gør i øvrigt ingen forskel af nogen art. Det er, som det er.

Lægen var umiddelbart enig med mig i, at den mest sandsynlige årsag er blodproptendens hos mig, selvom jeg ikke burde være i klinisk øget risiko ud fra de fund man har gjort sig, da jeg blev udredt ifm. sidste fødsel. Af mangel på nogen som helst anden form for forklaring og fordi det simpelthen er en statistisk umulighed at en ung, sund og rask kvinde mister sit barn til termin to ud af to graviditeter, så læner vi os altså mest op af forklaringen med blodproptendensen. Det ville også kunne forklare, hvorfor min moderkage heller ikke denne gang er vokset tilstrækkeligt – omend den har været bedre end første gang. Igennem denne graviditet har jeg været på mild blodfortyndende – mildere end det man giver til dem, der har fået påvist blodproptendens. Måske har det altså virket – men bare ikke været nok, fordi det var det milde præparat? We will never know. Det er bare tanker.

Så i en ny graviditet hedder det muligvis stærkere blodfortyndende (daglige injektioner), det vil de diskutere lidt internt dernede. Og så tæt kontrol, som denne gang. Og igangsættelse eller kejsersnit før termin, alt efter hvad vi løbende finder frem til som den rette løsning for os.

 

Og så er det så her vi er. På den anden side af lægesamtalen, som på mange måder er et punktum for hele historien om Pippi. Sådan, helt konkret altså. Og så ved jeg, at der sidder et stort (og dejligt) heppekor og håber på og venter på, at vi tør prøve igen. Men det er bare slet ikke så let…

 

For mig handler det ikke om at turde blive gravid. For mig handler det om at turde åbne op for en katastrofe. For mere død. En velkomst til livet er også en velkomst til mulighed for mere død. Mere smerte. Mere savn og mere sorg. Jeg kan miste i uge 8, 24 eller 35 – uanset hvor meget jeg så er lovet et kejsersnit før tid. Det er ingen garanti. Og når barnet er født.. Så kan ingen love mig, at barnet er sundt og rask. Og ingen kan love mig, at det vil blive ved med at være det. Ingen kan love mig, at det ikke dør af vuggedød eller løber ud foran en bil en dag. Ingen kan love mig noget som helst. For det er livets præmis. Sådan er det for alle. Det er jeg klar over. Når man har haft døden tæt inde på livet, bliver det bare meget mere følelsesmæssigt aktuelt at tænke over. For de fleste er det den slags, der kun sker for naboen. Men jeg ER naboen. Igen og igen. Sådan føles det i hvert fald. Og jeg bliver ved med at tænke, at der må være en grænse for, hvor meget man kan gå igennem – hvor meget man kan miste – før man mister sig selv helt. Før livet kan være ligemeget.

Byder jeg velkommen til livet – så byder jeg også velkommen til den angst. Jeg kan arbejde med det, bevares. Men der er grænser for, hvor godt selv god terapi kan virke.

 

En ny graviditet vil betyde 9 mdr. i et følelsesmæssigt helvede for mig. Og jeg er ikke så naiv at jeg tror, det slutter der. Et levende barn vil også betyde angst hver eneste dag i det barns liv. Ikke bare den grundlæggende angst, vi alle har for at miste en elsket – som forældre nok har i øget grad med deres børn. Men sygelig angst. Den slags angst, hvor man hele tiden skal tjekke, at de trækker vejret. Jeg gør det allerede med min kæreste. Og vores katte. Det er min virkelighed, at jeg mange gange hver dag, holder vejret mens jeg tjekker, om de lever endnu. Jeg tør ikke tænke på hvordan det vil være med et barn.

 

Og er det så det værd? Ja for pokker, hvis historien ender lykkeligt, så gu’ er det da! Den moderkageløsning var det mest smertefulde jeg i mit liv har oplevet – og jeg gjorde det igen TUSIND gange og mere til, hvis det kunne bringe mig Pippi tilbage. Jeg er ligeglad med angst og smerte, hvis jeg får lov at ELSKE og give min kærlighed til et barn. Et levende barn. Men det kan ingen nogensinde love mig. Ingen kan garantere mig en happy ending. Og er det så det hele værd, hvis det ikke ender som i de gode eventyr til sidst?

 

Det er svært. Jeg siger ikke, at jeg ikke vil være gravid igen. Overhovedet ikke. Jeg siger bare, at det er svært. Og det ikke er “bare lige”. At det handler om meget mere end bare at “turde prøve at blive gravid”. Det handler om at turde leve med dødsangsten i nakken – og at leve med risikoen for at gennemleve det værst tænkelige. Hver dag.

 

Og alverdens kontroller og en tidlig igangsættelse e. kejsersnit kan ingenting garantere. Overhovedet. Jovist, det øger da odds for succes. Men jeg er i risikogruppe. Og en moderkageløsning kan ingen forudse, knap nok forebygge. Og de bekymringer hører så endda kun graviditeten til. Hvis vi klarer den så langt – hvad så med resten af livet? Er det strafbart at pakke barnet inde i bobleplast og forbyde det nogensinde at forlade huset? Spøg til side, det ønsker jeg jo ikke. I virkeligheden ønsker jeg mig bare at få lov at tale med den ansvarlige for liv og død, jeg mener egentlig jeg har lidt til gode der…

Styrke – eller forsvar?

Lige siden vi mistede Blyp – eller faktisk lige siden jeg et par år før det mistede min daværende kæreste i et trafikuheld – har jeg fået af vide, hvor stærk andre synes, jeg er. Jeg har aldrig rigtig kunne tage det prædikat på mig, uanset hvor mange gange, jeg har hørt det efterhånden. I min optik har jeg ikke gjort noget, der gør mig stærkere end alle andre – og jeg har kun været så stærk, som jeg har været nødt til at være. Det er ikke en særlig styrke der gør, at jeg er her endnu, for på utrolig vis, så fortsætter ens hjerte med at slå og tiden med at gå, selv når det værste rammer. Det sker helt per automatik.

 

Og ja, så er jeg god til at tale om det. Jeg er åben. Gør det mig stærk? Det ved jeg ikke. Jeg har lært, at det er en god måde, at klare sig på. Jo mere jeg taler åbent – desto mere forstår mine omgivelser mig. Og desto mere får jeg selv bearbejdet undervejs. Det er en smart strategi. Styrke ved jeg ikke, om det er.

 

Forstå mig ret – det varmer da mit hjerte, når folk kalder mig stærk eller siger, at de beundrer min styrke. Det er immervæk bare svært for mig at forbinde det med det “jeg”, som jeg lever med. Jeg er stadig hende, der kan sove 12 timer i streg, hvis ingen forstyrrer mig. Jeg er stadig hende, der ikke kan forestille sig nogensinde igen at kapere et fuldtidsarbejde. Jeg er stadig hende, der betragter det som en hård dag, hvis jeg har skulle udenfor matriklen – selv hvis det blot er for at handle. Jeg er stadig hende, der kan græde ved tanken om, at skulle lave mad, selvom jeg ikke har lavet andet hele den dag. Jeg er stadig hende, der mange dage slet ikke vil ud af sengen. Og det er ikke nyt, det er ikke blot fordi tabet af Pippi stadig er så frisk – det har været sådan i varierende styrke i mange år nu. Det er en følge af de ting, livet har kastet min vej. Og jeg er okay med det – at det er vilkårene for mit liv, lige nu i al fald. Men det betyder også, at jeg bestemt ikke betragter mig selv som stærk – tvært imod. Jeg betragter mig som et menneske, der er gået i stykker – men fungerer med lidt gaffa. 🙂 Så længe jeg ikke presses for hårdt.

 

Og så er der det andet aspekt i det. Når jeg ikke ligger i sengen og hulker endnu, er det så styrke? Eller er det selvforsvar? Talte med min terapeut om det i dag. At det, at jeg i mit liv har haft et alt for stort kendskab til døden allerede betyder, at jeg nu passer uhyre godt på mig selv. At det simpelthen er for smertefuldt for mig at træde ind i sorgen og mærke den – og derfor lader jeg være. For at beskytte mig selv. Det, at jeg har mistet nogle meget nære mennesker, flere gange nu betyder, at det er så meget desto dybere, der skal graves – for at komme ind bag alle lagene af beskyttelsesfilm. Derind, hvor det hele gør så ondt, at det ikke er til at bære. Så jeg kan ikke gøre det selv. Og jeg har brug for en guide, der kan sørge for, at der ikke åbnes op for alle sluser på een gang, men at vi binder knuden op et lille trin ad gangen. Det er det, terapien gør for mig.

 

Udadtil males et portræt af en velreflekteret og velfungerende ung kvinde. Men det kan aldrig være den hele sandhed. Og selvom det er dejligt at blive kaldt stærk, så er det uhyre vigtigt, at der er plads til at være alt andet end lige det. At der er plads til at være lillebitte. At der er plads til at råbe, skrige, græde og være på tværs. At der er plads til nogen dage ikke at have styrke til andet end at stirre ind i væggen. Det gælder mig – og jeg tror godt jeg tør sige, at det gælder alle andre, der har mistet en, de elsker. Det behøver ikke være deres barn.

 

Men jeg vil gerne være stærk. Ikke på den påtagede måde. Ikke på overlevelsesmåden. Jeg vil gerne være stærk nok til at kunne elske. Til at turde leve. Til fortsat at have drømme. Og på en måde rører det mig nok endnu mere, når jeg ikke bliver omtalt som stærk – men når det i stedet påtales, hvor stærk jeg er nødt til at være. For det er den virkelighed jeg er i. Jeg føler mig ikke stærk – men jeg har ikke andet valg.

 

Min mors kæreste skrev kort efter Pippis død disse ord på sin facebook, som jeg synes er særlig smukke: “Virkeligheden er lidt anderledes end i eventyrene.. I virkeligheden er det Pippi, der er i himlen, og hendes mor, der er verdens stærkeste pige… ❤ ❤ ❤ ”

 

Jeg vil gerne nå dertil. Men jeg er der langt fra endnu. Jeg tager et skridt ad gangen. Jeg følger den sti, jeg er på og jeg støtter mig til gelænderet hele vejen. Jeg håber på at nå så langt, at jeg tør give slip. Og leve for alvor.

 

Jeg tænker, at det er helt passende at slutte det her (lidt rodede – det skal jo matche indersiden af mit hoved) indlæg af med et Pippi Langstrømpe citat:

“Pippi troede, at hendes mor nu sad oppe i himlen og kiggede ned på sin pige gennem et lille hul, og Pippi plejede at vinke op til hende og sige: “Du skal ikke være bange! Jeg skal nok klare mig!”“

 

-Mor til Blyp og Pippi

Tiden med Pippi

Så. Nu tror jeg, at tiden er inde til det her indlæg. Jeg har uro i sindet i dag og vågnede op med migræne, så mens jeg sidder her i sengen og er uoplagt og dopet, så kan jeg jo lige så godt få skrevet lidt og dermed frigivet lidt mental plads.

I morgen er det en måned og en uge siden Pippi blev født. I dag er det en måned og en uge siden hun døde. Det kommer aldrig til at holde op med at være mærkeligt, at vores børns dødsdato falder før deres fødselsdatoer.

Jeg føler, at jeg er landet et okay sted allerede. Er det okay at have det sådan? Gør det mig til en dårlig mor, at jeg klarer det så godt alt i betragtning? Det mener jeg sådan helt objektivt selvfølgelig ikke – men følelserne kan godt drille og trykke alligevel. At jeg er så okay trods savn og smerte tror jeg skyldes primært to ting:

1. Jeg var allerede englemor. Jeg var allerede vant til at mangle, savne, elske og smertes. Alt det er som det plejer. Der er ikke noget nyt. Det er to børn nu, men det ændrer egentlig ikke på sorgen eller savnet. Det ripper op i det og det gør ondt at blive frarøvet endnu en forestilling om fremtiden – men hverdagen ligner sig selv. Hvor barsk det end må lyde.
2. At jeg denne gang fik sagt ordentligt hej og ordentligt farvel til vores barn! Noget jeg ikke havde fysisk eller mentalt overskud til eller forståelse for at få gjort med vores søn, Blyp.

Det her indlæg skal handle om punkt nr. 2. Velkomsten og afskeden – tiden vi delte med Pippi efter hendes fødsel. Minderne vi skabte – og minderne vi stadig skaber.

Da jeg endte mit indlæg om Pippis fødsel var vi netop blevet overflyttet til en sengestue tidligt lørdag morgen. De næste timer blev brugt på lidt hårdt tiltrængt søvn on/off, mens der var et jævnligt rend af personale, der tjekkede op på mig, tog blodprøver, snakkede det hele godt igennem med os, etc. Pippi lå med sin bamse i hospitalets vugge imellem min kæreste og jeg, vi var for udmattede til at have hende liggende oppe hos os på det tidspunkt, da det havde været et langt og udmattende døgn for os begge uden søvn. I løbet af formiddagen klædte vi Pippi på i det fineste sæt tøj, som min mor havde strikket til hende, før hun blev født. Det føltes godt at hun fik noget helt personligt på og det var fantastisk selv at kunne gøre det. Vi lavede også aftryk af Pippis ene hånd og fod sammen med jordemoderen, der passede os. Det var en af de ting jeg på forhånd havde besluttet, at jeg selv ville være med til denne gang. Da Blyp var født kunne jeg hverken fysisk eller mentalt rumme at deltage i noget af det, men var bare glad for, at personalet ville gøre det for os. Det har jeg senere været ked af og det føltes derfor så godt at kunne gøre så meget selv denne gang.

Her har vi netop taget aftryk og givet Pippi tøj på, vores jordemoder er sød og tager nogle billeder af os sammen alle tre.

I løbet af dagen fik vi besøg af både nærmeste familie og en nær veninde, samtidig med at der var flere samtaler, der skulle tages med personalet omkring alt det praktiske og min tilstand i det hele taget, så det var ikke meget søvn vi nåede at få. Pippi lå hele den dag primært i vuggen med sine bamser ( en, som var en gave fra min mor, vi for længst havde lagt i pusletasken i tilfælde af, at vores planlagte hjemmefødsel skulle ende med en overflytning til hospitalet – mest bare for hyggens skyld, og en, som jeg selv havde hæklet til hende, længe før jeg overhovedet var gravid) og sin nusseklud, som hun fik af min veninde, da hun kom og besøgte os samme dag. I løbet af dagen kunne jeg så småt begynde at gå på toilettet selv med støtte fra min kæreste, men jeg var stadig meget svimmel pga. mit blodtab om natten og den manglende søvn, og skulle derfor ikke gå mere end de få meter, før jeg var i risiko for at dejse om. Da der kom mere ro på hen på aftenen gik vi derfor også mere eller mindre ud som et lys i hver vores hospitalsseng. Sidst på aftenen blev det besluttet, at jeg skulle have mere blod, så derfor blev min søvn noget forstyrret i de første nattetimer, når personalet skulle tjekke op på indløbet og skifte blodposer m.m. Jeg var derfor rigtig glad for, at der var TV på stuen, mens jeg lå og ventede på at al blodhurlumhajet var overstået – det betød at jeg i et par timer kunne fordrive tiden med en dum amerikansk komedie, der ikke krævede for meget tankeomløb og ikke prikkede til de store følelser, men bare fungerede som hvid støj til hjernen. Jeg kommer aldrig til at glemme, at jeg lå der og så “Wedding Crashers” – efterfulgt af der kæreste naturprogram om dyrelivet i Paris, hvor jeg måske/måske ikke kneb en tåre til fortællingen om en halvblind ræveunge på egen pote. Før nogen af os var faldet i søvn, havde der lige været vagtskifte, og nattevagten kom ind for at hilse på os og for at skifte en pose blod – og af uransaglige årsager har skæbnen valgt, at netop dén nat, skulle vores jordemoder være på vagt. Den jordemoder, der for 3½ år siden var med os under hele Blyps fødsel og som tog imod ham. Hende der blev den primære årsag til, at jeg selv ønskede at træde ind i jordemoderfaget. Eftersom hun ikke længere er fastansat på sygehuset og kun tager nogle timer der en sjældent gang imellem, så var det meget uventet – men ikke desto mindre også dejligt at se hende. Det nev dog også lidt indeni, da jeg jo netop havde glædet mig sådan til at kunne fortælle mine jordemødre fra sidste graviditet om et sundt og rask barn denne gang. De vidste begge, at jeg var gravid igen og havde glædet sig med os over, at alt så godt ud denne gang. Men virkeligheden ville det jo åbenbart anderledes. Vi nåede ikke rigtig at snakke med jordemoderen den nat, for kort efter sov vi begge – og da vi var i enormt underskud af søvn og ingen havde brug for at tilse mig igen før om morgenen, så sov vi helt til morgenvagten var mødt ind, og det var tid til morgenmad og nye blodprøver. Men selvom vi ikke fik snakket med hende, så var det en vigtig del af puslespillet, at hun nu også fik en lille brik i det puslespil, der var Pippis tid på jorden.

Men det var den første dag. Den bestod primært af mennesker ind og ud af stuen, praktiske spørgsmål om vores ønsker og planer (kan afsløre, at der er rigtig meget at tage stilling til, når man mister et barn), tilsyn af mit velbefindende, samtaler om forløbet og søvn. Jeg har brugt så meget tid i årene der er gået på at tænke over alt jeg gjorde og alt jeg ikke gjorde dengang, vi mistede Blyp – og det betød at det denne gang var meget nemt for mig at finde ud af, hvad jeg ønskede at gøre med Pippi. I og med at vi vidste, at årsagen til Pippis død skyldtes en moderkageløsning, var min kæreste og jeg enige om, at der ikke var grund til at obducere hendes fine lille krop (som jo slet ikke var så lille endda!). Jeg var desuden helt fast besluttet på, at vi skulle have hende med os hjem og selv klare alt det praktiske omkring hende ift. begravelse osv. uden en bedemands hjælp – det bakkede min kæreste heldigvis helt op om. Også for ham gav det mening, at hun skulle hjem og se alt det, der skulle have været hendes.

Næste dag (søndag) havde jeg det allerede langt bedre og kunne allerede fra morgenstunden af selv gå omkring på stuen, tage et langt brusebad, etc. Min blodprocent var fortsat lav, men steget tilfredsstillende. Vi var derfor indstillede på at kunne tage hjem senere samme dag og gjorde os så småt klar til det både praktisk og mentalt. I løbet af dagen fik vi igen lidt besøg fra nær familie. Det var virkelig dejligt både for os og for de besøgende, vi havde, at de fik set Pippi. Det var dejligt at vise hende frem – vi var jo ikke mindre stolte af hende, end andre forældre er af deres levende børn, og det betød helt enormt meget at blive bekræftet af andre i, at hun var smuk, sød og helt perfekt. Ikke én reagerede negativt på at se hende – ikke at jeg havde forventet det, men det kan måske være noget af det andre er bange for at møde fra deres omverden.. Eller bange for selv at komme til at gøre som pårørende, fordi man ikke er vant til at se døde mennesker. Men ikke én(!) negativ reaktion af nogen art. Det er vigtigt for mig at understrege, kan jeg mærke. Alle der så hende gav også udtryk for, at de var meget glade for at have fået lov til at se hende og at det gjorde det nemmere for dem at forholde sig til hendes eksistens (okay, måske brugte de ikke lige den formulering, men det var nu altså det der blev ment). Der var ingen tvivl om, at de nærmeste også følte, at de havde mistet noget, da de mistede Pippi – i højere grad end med Blyp. Måske fordi, de denne gang fik set hende alle sammen (ikke alle fik set Blyp – ikke fordi de ikke måtte, men sådan ville omstændighederne det bare ikke dengang) eller måske fordi, de denne gang ønskede sig en happy ending endnu mere brændende, når de een gang havde oplevet tragedien ramme. Måske en blanding af de to. Nå, det var et mindre  – men relevant – sidespring. Tilbage til søndagen. Vi tog hjem fra sygehuset engang over middag. Vi blev hentet af min mor og hendes kæreste, som havde taget lift og babydyne med hjemmefra, som vi kunne lægge Pippi i. På køreturen hjem havde vi hende i liften mellem os på bilens bagsæde. Det føltes så godt at se solen kysse hendes kinder på turen.

Mange ved ikke, at man kan tage sit døde barn med hjem – og mange bliver overraskede når de hører, at der er nogen, der vælger at gøre det. I dagens danske samfund er vi ikke vant til at have døden særlig tæt på – og de fleste bryder sig nok ikke om at tænke på døden. Men når man mister en person tæt på sig, så holder den døde krop op med at være skræmmende – hvad end det er en forælder, en nær ven, en ægtefælle eller et barn, så holder deres krop ikke op med at være deres krop, når de er døde. Det er stadig den krop du kender og holder af, og den er ikke skræmmende, fordi der ikke længere er liv i den. Det kan betyde enormt meget, at se den døde, hvis man har været tæt – fordi det på den måde bliver nemmere at forstå og acceptere tabet og nemmere at sige farvel. Når man føder et dødt barn, så har man så meget desto mere brug for tiden sammen med den døde krop. For ikke nok med, at man skal sige farvel – for at kunne sige farvel, må man først have sagt ordentligt “goddag”. Den sætning tror jeg så godt som alle med dødfødte børn har mødt – og der er så meget sandhed i den! Det at tage sit døde barn med sig hjem kan på udenforstående måske ved første tanke virke absurd – måske endda sygeligt, som en bizar sorgreaktion eller virkelighedsfornægtelse. Jeg vil ikke påstå, at det aldrig er tilfældet – men jeg tror godt nok(!), at det er sjældent. At tage sit døde barn med hjem er for nogen en måde at sige ordentligt goddag, så man er rustet til at få sagt ordentligt farvel. Sådan var det for os. Rent praktisk så er det lovligt at have sit barn med hjem, så længe man har dødsattest og ledsageseddel med fra sygehuset. Når man har taget barnet med hjem kan man selv indgå aftale enten med bedemand, kapel, kirkegård eller krematorium om det næste skridt, alt afhængig af, hvad man ønsker af det videre forløb og hvor meget man selv ønsker at stå for. Jeg er ikke helt klar over, hvad grænsen er for, hvor længe man må have barnet der hjemme er – men ved, at tidsfristen faktisk er rimelig lang. Det er selvfølgelig vigtigt, at barnet holdes køligt – det er ikke særlig rart at tænke på, men omvendt er det virkelig heller ikke rart at skulle bryde sit hoved med grimme billeder af hvordan det ser ud og lugter, hvis ens barn begynder at gå i forfald. Det er der ingen der ønsker. Vi holdt generelt Pippi kølig ved at pakke hende ind i dynen og så have isposer under hende og frosne køleelementer ved siden af hende nede i den tillukkede lift. På den måde holdt det på kulden. Isposerne havde vi fået med fra sygehuset af. Det er også muligt at få tøris fra en bedemand, men det nåede vi ikke at få brug for. Meget af tiden stod hun i liften ude i vores fryserum i forlængelse af vores stue, hvor der var køligt. Det var ikke særlig hyggeligt at hun lå sådan et kedeligt sted, men det var et okay kompromis for at holde hende fin. Da vi tog hjem med hende havde vi ikke på forhånd planlagt, hvor længe vi skulle have hende hjemme, eller præcis hvad, der skulle ske derefter. Vi endte med at have hende hjemme hos os i 4 døgn. Vi kunne sagtens have haft hende meget længere, men det føltes for mig som om, at tiden var inde, da vi kom dertil.

Vi kom hjem til det smukkeste strålende forårsvejr. Jeg har under hele graviditeten sagt, at i år ville Lillen komme med foråret. Og det gjorde hun så, vores Pippi. Vi brugte lidt tid på at tage hende med rundt i vores lille hus og vise hende det hele. Vi havde liften stående på puslepladsen under den fine uro, min mor havde lavet til hende, og spillede musik fra den musikuro, vi så omhyggeligt havde udvalgt for noget tid siden. Vi lod også vores to katte sige hej til hende. Begge to var utrolig forsigtige omkring hende og gjorde hende intet, udover at snuse til hende – senere nåede de begge to at sove ovenpå liften med hende i. Jeg er sikker på, at de på et eller andet dyrisk plan forstod. Vi tog hende også med ud i haven og viste hende alle de fine tulipaner i blomsterbedet. Her tog vi rigtig mange billeder, som jeg er lykkelig for at have i dag. Om aftenen før vi gik i seng sad vi på skift med hende i armene – og mens vi lå i sengen og så et afsnit af en serie før sovetid, lå hun i sin lift ved siden af os. Da vi skulle sove kom hun ned i det kolde rum igen – det var en hård tur at gå med hende hver aften, og det var hårdt at lukke døren til det kolde rum i efter hende. På mange måder føltes det hele så absurd normalt. Vi havde været på hospitalet og fået en datter, og nu kom hun med hjem og var en del af familien. Når vi satte hende ud i det kolde rum, blev alvoren i det hele det hele meget mere virkelig.

Pippi i liften med en af vores dejlige kattepiger sovende ovenpå ❤

På hospitalet havde jeg forestillet mig, at jeg ville få klaret alt det praktiske med papirer, telefonopkald, etc. allerede om mandagen, dagen efter vi kom hjem. Da det blev mandag kunne jeg dog godt fornemme på det hele, at det ikke var sådan, det ville blive. I stedet blev det sådan, at jeg ordnede een praktisk ting om dagen hver dag. I og med at vi valgte ikke at have en bedemand på, så var der heller ikke nogen til at samle trådene – og der er intet sted, hvor man kan finde en færdigudarbejdet to-do-liste til mennesker i denne situation. Alle steder siger – få bedemanden til det. Det var ikke løsningen for os. Vi ønskede selv at tage os af alt vedrørende vores datter. Så jeg tog fat fra en ende af og pejlede mig langsomt vej igennem det praktiske virvar. Ærlig talt, så ved jeg i dag stadig ikke, om der er noget, jeg ikke har fået klaret eller om jeg har udfyldt alting rigtigt. Jeg venter også fortsat på de fleste af regningerne og papirerne fra diverse instanser. I det mindste fandt jeg ud af at få udbetalt begravelseshjælp, så jeg rent faktisk KAN betale regningerne, når de kommer. For at skulle begrave et andet menneske er faktisk vanvittig dyrt, kan jeg afsløre overfor dem, der er så heldige, at de ikke har været i den situation. Det meste er billigere, når det er et barn. “Halv pris for børn”. Mere absurd bliver det ikke. Men det er klart, at en barnekiste koster væsentlig mindre at lave for eksempel… Men det skurer nu stadig i ørerne. Nå, men i de følgende dage fik jeg snakket med sygehus, kapel, kirkekontor det ene sted, kirkekontor det andet sted, bedemand (selvom vi ikke brugte en bedemand, var det stadig hos ham vi måtte købe kiste og urne), krematorium… Plus det løse. Og da vi nåede torsdag, var der mere eller mindre tjek på alt det praktiske.

Hver dag vi med Pippi i hjemmet lignede til forveksling dagene før fødslen. Vi sov længe. Vi hyggede. Vi så serier på Netflix. Den eneste forskel var, at vi indimellem sad med vores døde datter i armene. Vi græd ikke meget i de dage. Var bare i vores egen lille bobble. Det var så fuldstændig vidunderligt hele tiden at kunne tage hende frem. Se hendes ansigtstræk og gøre alt vi kunne for at indprente hver lille detalje på nethinden. Hele tiden at kunne række ud og nusse hendes søde, bløde kind. Det føltes godt at kunne putte hende dejligt i liften med hendes ting. Gøre det godt for hende. I løbet af dagene fik vi også flere besøg af venner og familie. Og endnu flere tilbød at komme, som vi pænt måtte sige nej til, fordi vores overskud ikke rakte. Det var fantastisk endnu engang at blive omfavnet af kærlighed fra nær og fjern. Jeg føler mig så beriget over at have en omgangskreds, der tør være der, også når livet er svært og ingen ved, hvad de skal sige. Det gør mig ydmyg og taknemmelig! Nå, men dagene på een gang varede for evigt og fløj afsted. Da vi mistede Blyp fik vi ham begravet på de ukendtes grav, da vi ikke på daværende tidspunkt havde et behov for et gravsted. Personligt ønskede jeg ikke at skulle have dårlig samvittighed over evt. ikke at få vedligeholdt og/eller besøgt graven, da kirkegården er en times transport herfra (vi har valgt den kirkegård grundet familietilknytning + at den på mange måder mere er en park, end en kirkegård). Efterfølgende har min kæreste været ked af det valg og savnet at have et fysisk mindested. Derfor var vi enige om denne gang, at Pippi skulle have sit eget gravsted. Vi forhørte os hos kirkegården – og heldigvis viste det sig, at det ikke var for sent at flytte Blyp. Det betød, at vores to børn kunne komme til at få et gravsted sammen, så ingen af dem nogensinde skulle være alene igen. Selvom jeg ikke er religiøs og for så vidt ikke rigtig tror på noget liv efter døden, så var det en varm og dejlig tanke. Mens vi stadig havde Pippi derhjemme, tog vi med noget af familien op på kirkegården, for at vælge et gravsted til vores børn. På kirkegården er der den sødeste lille sø, hvor der om sommeren bl.a. er skilpadder og ænder. Ved den sø ligger noget af min nære familie begravet og det var derfor oplagt, at se efter et ledigt gravsted i det område. Igen var vi så heldige, at der var flere at vælge imellem – og da en soltråle pludselig kiggede frem og landede på een af gravene, så var min kæreste overbevist om, at det var deres sted. Sådan blev det ❤

Vi lagde selv Pippi i kisten. Inden da havde jeg malet både urnen og kisten med en lille Pippi-figur, for at gøre det mere personligt. Det var noget værre juks, fordi al min maling var gammel og udtørret – og jeg måtte bruge oliemaling til halvdelen, som jo er en uge om at tørre, og derfor var umuligt at arbejde ordentligt med til det her projekt. Men jeg gjorde det alligevel, for planen skulle føres ud i livet, da først den var lagt i mit hoved. Det var et rart projekt at kaste sig over aftenen før, vi for alvor skulle sige farvel til vores datter. Inde i kistens låg fastgjorde vi et billede af min kæreste og jeg, som vi havde fået taget en måned forinden. På den måde kunne Pippi ligge og kigge op på sine forældre, når hun tog herfra. Og så skulle hun ikke være rigtig alene. Pippi beholdt sit fine sæt fra min mor på – og så fik hun en hjemmestrikket hue fra sin farmor på også. Med sig fik hun flere af sine fine ting: Den hjemmehæklede elefantbamse jeg havde lavet, kattenussekluden fra min veninde (som jeg betragter som moster til mine børn

Pippi i kisten – med henh. inderside og ydersige.

Nå, men vi puttede hende altså selv nede i kisten med alle hendes ting og hendes dyne omkring sig. Det var hårdt for mig, da min kæreste skruede skruerne i kistens låg. Vi tog skruetrækkeren med i bilen, så vi kunne nå at tage låget af og se hende en sidste gang, hvis vi ville, inden vi overlod hende til krematoriet. Vi blev kørt dertil, igen af min mor og hendes kæreste. Igen med Pippi på bagsædet imellem os, denne gang i kisten i stedet for liften. Da vi ankom til krematoriet gik det hele pludselig meget hurtigt, og jeg følte pludselig ikke rigtig, at jeg kunne slå bremsen i og se hende en sidste gang. Det er selvfølgelig fjollet, for ingen ville have haft noget imod det – men jeg følte ikke jeg nåede at trække luft ind og ytre ønsket om det. Da vi gik ud fra krematoriet og tilbage til bilen brød jeg sammen – en af de få gange, jeg rigtig bare har grædt igennem. Jeg har ikke ord for den smerte det er at erkende, at man har set sit barn for sidste gang. Rørt det for sidste gang. At man aldrig nogensinde mere kan få sit barn i armene. Den smertefulde erkendelse som bare lammer hele ens krop og sind. Jeg forsvandt direkte ind i armene på min skønne kæreste, som endnu engang var klar, som den klippe han er for mig. Jeg græd meget resten af den dag. Om aftenen knugede jeg Pippis girafbamse ind til mig og lod tårerne rende frit. Det var den hårdeste dag af dem alle, sagde jeg – og det mener jeg stadig, at det var. Men den var nødvendig. Erkendelsen var nødvendig. Og gråden var lindrende. Det er den altid og jeg byder den altid velkommen.

Ugen efter hentede vi hendes urne og kørte op til kirkegården med nærmeste familie, for at sætte den i jorden. De havde Blyps urne klar til os, da vi kom derop, så de kunne komme ned samtidig. Vi gik med en urne hver, min kæreste og jeg, op til deres grav. Graveren havde pyntet rigtig smukt med skønne, farvede blomster rundt om de to huller, der var gravet – dette fordi det hurtigt kan se så barsk ud med de store, tomme, kolde huller i jorden. Vi satte enormt meget pris på den lille pynt og den forskel den gjorde – og det fik de også af vide. Jeg håber det er noget, man gør alle steder, men jeg ved det ikke. Graveren spurgte, om vi selv ville have lov at sænke urnerne ned – og selvfølgelig ville vi det. Min kæreste satte først Pippis urne ned, derefter satte jeg Blyps urne ned. Vi lagde en masse smukke buketter på graven bagefter – de fleste var nogen, der var blevet sendt hjem til os i dagene efter, og eftersom vores hjem var forvandlet til noget nær et gartneri i sig selv, syntes vi de gjorde mere glæde på graven. På vej til kirkegården havde vi også købt en lille katte-figur. Det virkede passende, at vores børn skulle have deres egen kat deroppe. Crazy cat family. Så må vi bare krydse fingre for, at den ikke bliver stjålet.

Gravstedet efter urnerne er sat ned – med de smukke blomster og den lille kattekilling.

Siden da er der på een gang sket en masse og ingenting. I relation til det at skabe minder, så har vi lige været i Irland en uge. En ferie vi kunne købe takket være den horde af fantastiske mennesker, der har undt os en lindrende oplevelse. Turen var på mange måder svær for mig – da vi tog afsted var jeg dårligt klar til at stå ud af sengen og tage tøj på i det hele taget -, men samtidig var timingen perfekt. Den fik mig op og i gang igen. På flere planer. Med på ferien havde vi taget tegningerne af vores børn – det føltes rigtigt. Det var også deres ferie. Det handlede om vores lille familie på 4. Nu, hjemme i det danske igen, er jeg så småt begyndt at få skrevet lidt på den bog, jeg håber på at kunne skrive, om vores børn. Om at miste, om sorg, om at skabe minder, om at nedbryde tabu – om Blyp og om Pippi. Og da jeg var halvvejs færdig med indlægget her, holdt jeg pause og gik i haven. Sidst på eftermiddagen fik vi plantet det æbletræ, som vi fik i gave af mine studiekammerater efter Pippis fødsel. Under træets rod lagde vi en tot af Pippis hår, som vi havde klippet af og gemt til netop det formål. Det er Pippis æbletræ. Og jeg kan se det lige herfra, hvor jeg sidder nu, i vores stue. Selvom vores børn ikke længere er hos os – så er vi ikke færdige med at lave minder.

Mig ved Cliffs of Moher, Irland, med begge vores børn.
De er altid med mig, selvom man ikke kan se dem.

Jeg synes, at jeg har det okay – alt i betragtning (selvfølgelig sørger og savner jeg!). Og jeg tror det er fordi, jeg ikke har de store fortrydelser denne gang. Denne gang var jeg en bunke erfaring og refleksioner rigere. Denne gang vidste jeg fra start af, hvad mine muligheder var og hvad jeg ønskede mig. Til gengæld har det også sat vores tid med Blyp endnu mere i perspektiv. Jeg kan bogstavelig talt føle min mave blive revet itu, når jeg tænker på alt det, jeg ikke fik gjort med ham. Jeg føler, at jeg er blevet frarøvet noget af det mest essentielle i mit liv – jeg kan, igen helt bogstavelig talt, mærke at det føles som om, han er blevet flået ud af mine arme. Det var selvfølgelig ikke tilfældet. Dengang gjorde jeg, hvad jeg troede, var det rigtige. Dengang havde jeg det så fysisk dprligt i tiden efter fødslen, at jeg ikke engang kunne holde mit eget hoved oppe for at spise. Jeg KUNNE ikke have gjort de ting dengang, som jeg gjorde nu. Så det tilgiver jeg mig selv og alle omgivelserne for. Men tabet, afsavnet, smerten – den er nu lige meget til stede uanset. Der er ingen tvivl om, hvad jeg personligt vil anbefale enhver engleforælder at gøre: Uanset hvordan og på hvilken måde, så brug tid(!!) med dit døde barn. Du er blevet snydt for så meget, så tag alt det du faktisk KAN nå at få med dit barn. Skab nogle minder, for det er dem, du skal varme dig ved hver eneste dag fremover i resten af dit liv.

En lille skulptur, jeg købte under vores ferie i Irland. Den står nu på hylden med aftryk af Pippis hænder og fødder.

Nu er klokken næsten 22. Jeg startede på indlægget i formiddags. Bortset fra nogle timer i haven har jeg skrevet hele dagen. Det var netop derfor, at jeg har udskudt det så længe. Puh. Men nu gjorde jeg det. Det er skrevet. Og det er så vigtigt for mig. At normalisere tiden med det døde barn – og at italesætte de mange måder der er at skabe minder på.

Pippis æbletræ – til venstre ses hullet, hvor hendes hårtot er lagt, før træet blev planet over det.

Tak fordi I læste med endnu en gang.

– Julie, Mor til Blyp og Pippi

Det “kritiske” tidspunkt i graviditeten

Nu gør jeg det så alligevel – skriver et blogindlæg mere i graviditeten, selvom jeg havde sagt, at det først blev efter fødslen engang. 😉 Men det er jo det der sker, når der lige er noget, der trænger sig på. Så skal det ud gennem fingrene!

 

Nu er jeg nemlig 37+5. De sidste fire dage har været nogle “magiske datoer” i min graviditet.

Da jeg var gravid med Blyp, var jeg 37+2, da min kæreste og jeg mærkede ham sparke for sidste gang om aftenen. Dagen efter, da jeg var 37+3, fik vi beskeden: Blyp var ikke længere i live og fødslen måtte igangsættes. Jeg fødte ham om eftermiddagen, da jeg var 37+4.

Og nu er jeg her. 37+5.

Alle omkring mig (altså.. Alle de kloge: Jordemødre, terapeut, læger, etc.) har gennem graviditeten forberedt mig på, at det her kunne blive et kritisk tidspunkt for mig. At angsten her ville overtage og at jeg ville give afkald på ønsket om hjemmefødsel til fordel for igangsættelse på hospitalet 38+0, som jeg er blevet tilbudt. Og det har i mine ører givet fin mening – så det er, hvad jeg har været forberedt på. At tiden ville gå i stå og nervøsiteten dominere mere og mere. Håbede bare på, at det kunne klares med ekstra kontroller og gode samtaler med min jordemoder, så jeg stadig kunne holde fast i den hjemmefødsel, jeg så inderligt ønsker mig og ser frem til.

Men nu er jeg her. Alle dagene er kommet og gået. Og det er okay. Jeg er -helt okay-. Jeg er ikke mere nervøs. Ikke angst. Har ikke travlt med at Lillen skal komme ud til os.

For igen står det så tydeligt malet: Hvor anderledes hele denne graviditet er! Jeg mærker stadig masser af liv gennem dagen – mange dage oplever jeg, at den ligefrem er mere aktiv end den sover. Det kan godt holde hårdt i øvrigt, maven er øm og halsbranden slem 😉 Men det er det hele værd! For lige netop dét – at have en superaktiv baby derinde.. Det tror jeg, er min redning. Det er den direkte kilde til ro og tryghed. Troen på et levende barn. Jeg kan jo mærke det! Alt er som det plejer derinde.

Selvfølgelig hjælper det også, når det gang på gang bekræftes til kontrollerne på sygehuset. Senest i starten af ugen, hvor Lillen fortsat lå lige på gennemsnittet, da der ablev skønnet vægt ved scanningen. Fostervandsmængden var normal. Flowet i navlesnoren normalt. Og imens der blev scannet, hoppede og dansede min mave på grund af al aktiviteten derinde. Jo, Lillen trives.

Og selvom kontrollerne hjælper – så er det ikke dem der gør, at jeg stadig er rolig, når jeg kommer hjem. Når jeg går i seng om aftenen og står op om morgenen. Jeg er rolig, fordi Lillen giver mig ro. Tænk, Lillen er ikke engang født endnu.. Jeg ved ikke engang, om det er en dreng eller en pige.. Og allerede har den givet mig så stor en gave, gjort så meget for mig – for det er godt nok en stor bedrift at kunne give en englemor RO og TRO på livet gennem en hel graviditet. Tak Lillen ❤

Nu er alt det praktiske klaret. Ikke flere scanninger planlagt før terminen. I dag skal fødekarret testes, så vi har helt tjek på det, når det pludselig er tid. Og så kan Lillen sådan set bare komme an. Så venter vi bare. Og det gør vi tålmodigt. Vi har ikke travlt. Naturen ved nok selv, hvornår det er tid. Og indtil da så glæder vi os bare. Og glædes over livet i maven. Jeg kommer til at savne min runde mave og livet derinde.

Jeg kommer ikke til at savne halsbranden.. 😉

Vi ses på den anden side!

98 dage til termin – om nervøsitet og tryghed

Det føles som om, det er på høje tid, at jeg får opdateret lidt herinde. Der sker så meget hele tiden og jeg synes aldrig, jeg lige har overskuddet til at fordybe mig i bloggen. Derfor tør jeg heller ikke love, at det bliver et synderligt skarpt eller dybt indlæg nu – der er bare åbnet op for ordsluserne, og så ser vi, hvad der kan komme ud af dét! 😉

Klokken har passeret midnat, så jeg er nu 26+0. Altså 26 fulde uger henne i graviditeten. Det betyder samtidig, at der er 98 dage tilbage til termin – jep, nedtællingen er officielt begyndt! Mens jeg ligger i sengen og skriver dette indlæg, sparker Lillen lystigt rundt derinde og giver sit besyv med. Det gør den i øvrigt ofte. Sparker.

Siden jul har jeg ikke haft mange øjeblikke med angst eller nervøsitet omkring graviditeten. Lillen er simpelthen så aktiv, at det halve kunne være nok – jeg mærker den meget fra jeg vågner til jeg går i seng (og også nogen gange så jeg vågner af det midt om natten). Det giver en tryghed som ingen scanning eller hjertelyd kan give – jeg kan jo MÆRKE, at den har det godt. Den har overskud og styrke. Den er fuldstændig held og aldeles anderledes, end Blyp var. Maven hopper og danser og jeg synes endda indimellem gerne, at den måtte holde en lille pause for sin mors skyld 😉 Min krop gør ondt og brokker sig, den synes det er svært at følge med, når det hele skal udvidde sig og der er en lille terrorist der slår på det hele indefra imens. Det er på een gang træls og skønt – for det hører jo med til en helt almindelig graviditet. Og dybest set, så kan jeg sådan set godt lide, at være gravid. Og jeg kan godt lide min gravide krop.

Efter vi mistede Blyp bebrejdede jeg min krop og tog afstand fra den. Det har været en lang proces at nå til et punkt, hvor jeg har følt mig nogenlunde connected med den igen – og jeg arbejder stadig på det. Jeg har i vid udstrækning tilgivet den, men der er stadig en snert af vrede tilbage derinde et sted. Vreden over, at den fratog mig Blyp, har fyldt mere, end glæden over, at den gav mig ham til at starte med. Nu er den ved at give os Lillen. Og jeg tror og håber på, at jeg kan udnytte det positivt. Til at re-connecte med mig selv. Til at mærke, hvad jeg kan. Til at tage aktivt vare på den og værdsætte den. For jeg ved det jo fra mit studie – kroppen er f*cking vild!! Der er få ting, der er smukkere, end en kvinde i fødsel (okay, jeg er måske lidt farvet af mit karrierevalg her, men…). Den natur og råkraft der er til stede – jeg kan falde i svime over det gang på gang. Og jeg glæder mig til det er vores tur. Glæder mig faktisk helt fjollet meget til at føde igen. Denne gang herhjemme. I vores dejlige, trygge, dukkehus 🙂

Nogen dage kan jeg stadig blive helt nervøs, selvom Lillen har sparket derinde. Jeg kan blive helt i tvivl, om det nu også ER den, jeg mærker? Om min krop snyder mig? Om der ER liv? Det hjælper som regel, at lukke verden ude og lægge mig med hånden på maven. Lukke øjnene. Trække vejret dybt. For så ved jeg det jo godt, når jeg mærker den hoppende mave under min hånd. Sådan gør den altså ikke, bare fordi man har luft i maven 😉  Trygheden og roen skal jeg finde hos Lillen og i mig selv. Det er vigtigt, at jeg husker det. Hele vejen.

For jeg ER jo blevet lovet alle de scanninger og tjek jeg har brug for, for at føle mig tryg. Sandheden er, at jeg bliver utryg, hver gang jeg skal til en kontrol. Hver gang jeg skal scannes. Hver kontrol åbner jo op for en mulighed for, at noget kan være galt. At der skal gives en dårlig besked. Det er frygteligt! Natten op til sover jeg elendigt og på dagen er jeg så anspændt, at jeg hver gang ikke rigtig mærker Lillen derinde. Og så bliver jeg ekstra nervøs. Indtil nu har alting været fint – og Lillen vokser som den skal og der er det flow, der skal være, i navlesnoren, hvilket tyder på, at Lillen får den rette mængde næring tilført. I modsætning til Blyp. Alt er fint. Præcis som min krop godt ved, når jeg lytter til den. Derfor har vi også aftalt, at jeg ikke behøver kommer til så mange kontroller. Pt. 1 om måneden, medmindre JEG får behov for andet. Og det gør jeg ikke. Jeg vil langt hellere håndtere uroen og nervøsiteten med samtaler med henh. min terapeut og/eller vores hjemmefødselsjordemoder – nå ja, og alle de skønne jordemødre og jordemoderstuderende jeg jo omgås hele tiden i min praktik. Jeg tror på, at det er vejen frem, for at bekæmpe uroen. Tryghed opnået via en god scanning varer ikke længe. Det er en lappeløsning. Og jeg ærgrer mig over, at systemet generelt kun tilbyder lappeløsningen.

Når man har oplevet at miste et barn sent i graviditeten, sådan som vi gjorde med Blyp, så bliver man tilbudt tidlig igangsættelse i næste graviditet. Også selvom alt ser ud som det skal. Det gør man, fordi man ved, at det er en rigtig psykisk hård tid for forældrene at skulle igennem, fuld af angst. Tanken er sød – men i min optik misforstået. Når man sætter en fødsel igang før kroppen og barnet er klar, så medfører det en række øgede risici for fødselsforløbet. Der er blandt andet stor sandsynlighed for, at ens fødsel vil foregå med kontinuerlig overvågning af fosterets hjertelyd via CTG – og det betyder at man er frarøvet en del af sin bevægefrihed, muligheden for at føde i vand og desuden konstant kan være påvirket af den effekt, maskineriet har på det mentale. Hele tiden at kunne følge med i barnets hjertelyd kan være voldsomt angstprovokerende og stressende – også selvom det langt fra er hensigten. Derudover er der øget risiko for indgreb i fødslen. Indgreb, der i værste fald kan gøre fødslen til en traumatiserende oplevelse. En anti-empowering event. Vi VED, at en fødsel kan være healende – at fx en tidligere traumatisk fødselsoplevelse kan heales ved en efterfølgende god fødsel. Når kvinder har mistet et barn og bliver gravide igen, ligger der i det nye forløb et kæmpe potentiale – et potentiale for at HEALE! Og i min optik er det at smide det hele over styr, når man vælger, meget rundhåndet, at tilbyde igangsættelse til disse kvinder. Jeg siger ikke, at muligheden ikke skal være der – i nogle tilfælde kan det være det helt rette for den enkelte! Men jeg mener ikke, at det skal kastes i nakken af folk, der slet ikke har spurgt om det endnu eller slet ikke er der, hvor det (endnu?) er aktuelt. Nej, i stedet burde vi gøre noget andet – vi burde tilbyde TRYGHED. Det er jo DÉT, man har brug for. Når terminen nærmer sig og angsten givetvis topper – så har man brug for at blive set, hørt og holdt om mentalt. Man har brug for at blive styrket i troen på sin krop, på sit barns signaler – og man burde blive hjulpet til at spænde af og mærke efter. Det rummer vores system generelt ikke. Men det burde det! Og nøj, hvor vil jeg gerne være med til at rykke ved bl.a. det, når jeg en dag står som færdiguddannet jordemoder med min licens i hånden. Ja, man har vel sine hjertesager… 😉 Lad os da for pokker STYRKE kvinderne i at de godt KAN – at deres kroppe KAN – at deres børn KAN. I stedet for at medicinere os ud af det hele. Quickfixes er sjældent de gode fixes. I værste fald kan de risikere at gøre ondt værre.

Så selvom jeg på ingen måde benægter, at det kan blive svært, når jeg nærmer mig. Og selvom det måske kan virke fristende med igangsættelsen. Så siger jeg pænt nej tak. Medmindre der da er en helbredsmæssig grund til, at det er det bedste for mig eller Lillen, at tage imod tilbuddet. Jeg vil i stedet give mig selv lov til at være bange. Og jeg vil arbejde med det. Jeg vil snakke, snakke, snakke. Jeg vil afspænde og jeg vil mærke efter. Og jeg vil glæde mig. Glæde mig til vores hjemmefødsel. Give plads til kærlighedshormonets flow i kroppen. Jeg vil gøre alt jeg kan, for at give mig selv de største chancer for at heale. Bare lidt.

Nå, on another note, før jeg slutter af: Jeg skrev i sidste indlæg om, at der ville blive skrevet en miniserie om vores historie til Politiken. Den proces er stadig i gang og vil fortsætte til efter Lillens fødsel. Serien vil først blive udgivet herefter, så hver del kan komme kort efter den forrige, for at fastholde læserne. Så derfor må I(/vi) vente med tålmodighed 🙂 Men jeg tror det bliver godt og glæder mig til at have det ekstra minde fra en særlig tid i vores liv. Og håber, at I vil læse med i avisen til den tid. Jeg er glad for projektet so far.

 

Maven vokser. Og jeg er efterhånden ikke længere “kun” mor til Blyp.

– Godnat fra Mor til Blyp OG Lillen ❤

Mød Lillen (20+0)

Lillen var ikke planlagt. Jeg var ikke engang sikker på, at jeg ville have et barn mere efter Blyp. Jeg har jo sådan set også altid sagt, at jeg kun ville have et enkelt barn. Da vi ikke fik Blyp med hjem ændrede det jo lidt ved den udtalelse – men også ved min klare overbevisning om, at jeg gerne ville have børn. Jeg har været så meget i tvivl. Og i tvivl om, hvorfor jeg var i tvivl. Var det en reel tvivl eller var det angsten for at miste igen, der spøgte?

Så Lillen var ikke planlagt. Men omvendt forsøgte vi heller ikke at undgå, at Lillen skulle komme ind i vores liv. Vi lod naturen vælge for os, so to speak. Og naturen valgte Lillen til.

I dag er jeg nået 20 fulde uger ind i graviditeten – altså halvvejs, hvis man går ud fra, at Lillen kommer præcis på terminsdatoen (som børn jo så ofte gør *ahem* 😉 ). I fredags var vi til misdannelsesscanning. Og alt var helt efter bogen.

Jeg har i de sidste måneder ikke rigtig mærket noget til nervøsitet eller angst – men omvendt heller ikke mærket kærligheden til Lillen eller glæde over graviditeten. Jeg har prøvet, men den har ikke været der. Det har været for surrealistisk. Mine indre barrierer har helt sikkert været oppe i et forsøg på at beskytte mig selv mod endnu et tab – det ville jeg ikke kunne klare. Ikke mere tab. Dybest set har jeg ikke troet på, at vi rent faktisk ville få et barn. Et levende barn. Det kæmper jeg sådan set stadig lidt med. Det hele er meget meget sværere at tro på og forholde sig til end første gang, da jeg var lykkeligt gravid.

Men så skete der noget, i tiden omkring min fødselsdag (slutningen af november). Mod forventning begyndte jeg at mærke liv en måneds tid før, jeg egentlig havde forventet det. Og i løbet af kort tid blev det til dagligt liv. Jeg kan mærke, at hvert eneste lille spark rammer noget mere end bare min fysik. Hvert eneste lille spark er et løfte om liv. Og jeg kan mærke, at jeg begynder at tro. Bare en lillebitte smule. Tro på Lillen.

Med følelsen af liv begynder også nervøsiteten at melde sin ankomst. Det havde jeg forventet, og det er okay. Jeg synes godt, jeg kan håndtere det indtil videre. Men den er der, og jeg tror kun den vil vokse, jo længere jeg når. Men det er jo heldigvis også derfor jeg går til terapi.

Til misdannelsesscanningen var der i øvrigt en dejlig overraskelse. Til nakkefoldsscanningen mente man (det kan være svært at vurdere på det tidspunkt), at min moderkage var placeret på livmoderes forvæg – hvilket rent helbredsmæssigt er uden betydning, men kan betyde, at man er lidt længere tid om at mærke liv og at man mærker det lidt mindre, end hvis den er placeret på bagvæggen. Da jeg var gravid med Blyp, lå den på forvæggen. Jeg var derfor rigtig ked af, at den gjorde det igen, da jeg havde inderligt brug for, at det denne gang var noget helt andet – og at følelsen af liv ville være markant anderledes, så jeg måske lettere kunne slippe mine bekymringer. Til misdannelsesscanningen var der dog ingen tvivl om, at moderkagen lå på bagvæggen. For det første forklarer det, hvorfor jeg mærkede liv væsentlig tidligere, end jeg havde forventet – og for det andet var det en kæmpe lettelse for mig at høre. Rent fagligt ved jeg godt, at det er små detaljer og ikke har den store betydning – men personligt betyder det meget.

I går aftes fik jeg lyst til at kigge på scanningsbillederne af Blyp og Lillen sammen. Til nakkefoldsscanningen ligner de stort set hinanden helt, hvilket jo også er forventeligt så tidligt fosterstadiet. Det kom til gengæld bag på mig hvor forskellige de faktisk var til misdannelsesscanningen.

Her ses Blyp øverst og Lillen nederst. Der er en verden til forskel på næse og mund. Og det gør mig glad. Det hjælper mig til at forstå og tro på, at det her er et andet barn. En anden graviditet. Måske det så rent faktisk vil lykkes os at få et andet udfald?

Vi har i øvrigt valgt ikke at få Lillens køn af vide. Kønnet er så ligegyldigt, Lillen kom til os med kærlighed, og det er det eneste vigtige. Jeg glæder mig sådan til det intense øjeblik i fødslen, hvor Lillen kommer op på mit bryst og min elskede kæreste kan få lov at kigge efter, om Lillen er en dreng eller en pige, mens vi formentlig tuder om kap af lykke ❤

Der er i øvrigt sket det, at en journalist fra Politiken har fået kontakt til mig, og ønsker at følge mig i graviditeten her – for at fortælle om Blyp og om Lillen. Jeg var i tvivl, om jeg skulle sige ja, fordi jeg i forvejen synes det er meget at jonglere med og jeg ved efterhånden af erfaring, hvor meget det tærer på ens energi, hver eneste gang man stiller op til interviews med sådan et følsomt emne. Men folk omkring mig opfordrede mig til at gøre det. Og en del af mig ville det jo også gerne. Den del, der også holder af at skrive på bloggen her. Den del, der har nedbrydelse af tabu som en hjertesag. Og da jeg har god erfaring med og tillid til Politiken, så sagde jeg ja. Jeg lover at opdatere herinde, når jeg ved, hvornår første del bliver bragt – interviewet til del 1 bliver lavet om en uges tid. Jeg håber virkelig, at det bliver godt. Og jeg bliver så rørt over, at min savnede Blyp fortsat gør sådan et indtryk på folk. Og at Lillen allerede gør det samme. Vores to kærlighedsbørn ❤

Imens jeg har skrevet alt ovenstående, har Lillen puffet adskillige gange til mig indefra. Mindet mig om, at der er en, der er klar til at blive elsket. Det er så overvældende.

Sig hej til Lillen. Kærlighedsbarn nr. 2. Med sin helt egen historie og sit helt eget formål i livet.

Ps. Glædes over at maven vokser så hurtigt her anden gang – brugte så meget af første graviditet på at være ubegrundet ked af, at min mave ikke var så stor eller voksede så hurtigt som “alle andres”. Det er igen bare rart, at det denne gang er noget helt andet. Også selvom masser af kvinder føder sunde og raske børn trods små skønne babybumps. Jeg har bare brug for noget andet end første gang. Og det er det her. Min udsigt oppefra består pt. af babybump og katte. No feet! 😉 (og den ser altså væsentlig større ud oppefra, end når man ser den fra siden – hvor den dog trods alt også har en hvis størrelse efterhånden!)

“Skal I ikke snart have børn?”

Hvor ville jeg ønske, at ovenstående ikke var en sætning, der blev brugt som small talk. Hvor ville jeg ønske, at folk overvejede, de mange nuancer af svar der findes, til sådan et spørgsmål – og hvorvidt de var klar til et svar med en af disse nuancer, før de stillede spørgsmålet.

For ved du hvad? Hvis du ser et par, som på alle måder virker seriøse omkring deres forhold og i øvrigt endda er i den typiske “fødedygtige alder”, så er der altså en væsentlig stor risiko for at de:

1) Slet ikke ønsker børn. Det er der ingen der skal eller kan gøre sig til dommer overfor. Det er ofte også et følsomt emne, fordi det er forbundet med meget uforståenhed fra omgivelserne. Årsagerne kan være mange – fx kan man have psykiske problemer at slås med, som man ikke ønsker at dele med et overfladisk bekendtskab henover en middag til julefrokosten. Eller som du ikke ønsker at blive indviet i, fordi relationen netop ikke er til det. Eller fordi du ikke kan tåle at tale om personfølsomme ting, hvis du kan undgå det.

2) BRÆNDENDE ønsker sig børn. Og har prøvet. Og prøvet. Og prøvet. Måske slås de netop nu med deres fertilitetsbehandling med alle de op- og især nedture der medfølger, måske har de netop givet op uden resultat.

3) Allerede har børn. Englebørn. Ufrivillige aborter de aldrig har fortalt om, fordi det skete tidligt. Senaborter fordi barnet var sygt. Dødfødte børn eller spædbarn døde kort efter fødslen. Det kan man være mere eller mindre afklaret med, men man kan ikke komme udenom, at det gør ondt. Ondt er faktisk verdens største underdrivelse. Det ved jeg desværre.

Fælles for alle de ovenstående er, at det ganske enkelt ikke altid er noget, man har lyst til at snakke med nogen om, der ikke er tæt på. Eller måske er man helt okay med at tale om det, det er jeg selv, men kan tydeligt mærke, at du, der spørger, ikke er okay med svaret og ikke ved hvad du skal gøre af dig selv. Hvilket er forståeligt, men ikke desto mindre giver i hvert fald MIG et stik indeni. Måske er det også bare træls, at man endelig er ude for at have det sjovt og lade alt det der gør ondt, blive hjemme. Holde fri for en dag eller aften. Og så alligevel pga. et smalltalk-spørgsmål bliver hende der har de alvorlige samtaler, som det ikke er til at komme sig over igen umiddelbart efter. Fordi de dræner, når de kommer tæt på.

Jeg ved, at ingen spørger af ond vilje. Jeg ved det er kærlig interesse eller humoristisk smalltalk. Men jeg ville ønske, vi fik ændret vores kultur omkring det. At vi ikke tog det for givet, at alle med fast kæreste i 20erne og 30erne partout skal have børn. Og at vi ikke tog det for givet, at hvis de ikke havde nogen endnu, så var det kun fordi de ikke havde prøvet. At vi overvejede om vi egentlig havde lyst til svaret, hvis det var andet end den korte version af “Ja” eller “Nej”, vi forventer.

JEG har intet imod min historie. Jeg er åben og taler ALTID gerne om Blyp. Og opfordrer ALTID folk til at spørge, alt det de vil, hvis de vil. Men når jeg bare er “Julie”. Når jeg er til fest og har det sjovt. Når jeg har lagt de triste ting af derhjemme og bare opfører mig som “Julie, 25 år”… Så er det en kniv lige i maven, når jeg får det spørgsmål. Jeg kunne godt bare tale udenom. Men sådan er jeg ikke. Så jeg svarer. Og mit svar er ikke ja eller nej. Mit svar er en lang fortælling. Om angst, sorg, kærlighed, tab. Og så er jeg “Julie, 110 år” bagefter og magter ikke mere. Og i øvrigt har jeg på daværende tidspunkt også skræmt livet halvt ud af staklen der spurgte, og som dårligt havde lært mit navn at kende inden.

Så inden ordene næste gang er ved at falde over hinanden for at komme ud af din mund – så brug lige tre ekstra sekunder på at overveje, om du kan rumme alle svar. Om situationen kan rumme alle svar. Og om du tror, at den du spørger, kan rumme at tale om alle svar. Hvis svaret er ja, så har I en chance for at komme rigtig tæt på hinanden – hvilket er en gave. Hvis ikke – så er det måske bedre at bruge 5 minutter mere på at tale om vejret.