Lige siden vi mistede Blyp – eller faktisk lige siden jeg et par år før det mistede min daværende kæreste i et trafikuheld – har jeg fået af vide, hvor stærk andre synes, jeg er. Jeg har aldrig rigtig kunne tage det prædikat på mig, uanset hvor mange gange, jeg har hørt det efterhånden. I min optik har jeg ikke gjort noget, der gør mig stærkere end alle andre – og jeg har kun været så stærk, som jeg har været nødt til at være. Det er ikke en særlig styrke der gør, at jeg er her endnu, for på utrolig vis, så fortsætter ens hjerte med at slå og tiden med at gå, selv når det værste rammer. Det sker helt per automatik.
Og ja, så er jeg god til at tale om det. Jeg er åben. Gør det mig stærk? Det ved jeg ikke. Jeg har lært, at det er en god måde, at klare sig på. Jo mere jeg taler åbent – desto mere forstår mine omgivelser mig. Og desto mere får jeg selv bearbejdet undervejs. Det er en smart strategi. Styrke ved jeg ikke, om det er.
Forstå mig ret – det varmer da mit hjerte, når folk kalder mig stærk eller siger, at de beundrer min styrke. Det er immervæk bare svært for mig at forbinde det med det “jeg”, som jeg lever med. Jeg er stadig hende, der kan sove 12 timer i streg, hvis ingen forstyrrer mig. Jeg er stadig hende, der ikke kan forestille sig nogensinde igen at kapere et fuldtidsarbejde. Jeg er stadig hende, der betragter det som en hård dag, hvis jeg har skulle udenfor matriklen – selv hvis det blot er for at handle. Jeg er stadig hende, der kan græde ved tanken om, at skulle lave mad, selvom jeg ikke har lavet andet hele den dag. Jeg er stadig hende, der mange dage slet ikke vil ud af sengen. Og det er ikke nyt, det er ikke blot fordi tabet af Pippi stadig er så frisk – det har været sådan i varierende styrke i mange år nu. Det er en følge af de ting, livet har kastet min vej. Og jeg er okay med det – at det er vilkårene for mit liv, lige nu i al fald. Men det betyder også, at jeg bestemt ikke betragter mig selv som stærk – tvært imod. Jeg betragter mig som et menneske, der er gået i stykker – men fungerer med lidt gaffa. 🙂 Så længe jeg ikke presses for hårdt.
Og så er der det andet aspekt i det. Når jeg ikke ligger i sengen og hulker endnu, er det så styrke? Eller er det selvforsvar? Talte med min terapeut om det i dag. At det, at jeg i mit liv har haft et alt for stort kendskab til døden allerede betyder, at jeg nu passer uhyre godt på mig selv. At det simpelthen er for smertefuldt for mig at træde ind i sorgen og mærke den – og derfor lader jeg være. For at beskytte mig selv. Det, at jeg har mistet nogle meget nære mennesker, flere gange nu betyder, at det er så meget desto dybere, der skal graves – for at komme ind bag alle lagene af beskyttelsesfilm. Derind, hvor det hele gør så ondt, at det ikke er til at bære. Så jeg kan ikke gøre det selv. Og jeg har brug for en guide, der kan sørge for, at der ikke åbnes op for alle sluser på een gang, men at vi binder knuden op et lille trin ad gangen. Det er det, terapien gør for mig.
Udadtil males et portræt af en velreflekteret og velfungerende ung kvinde. Men det kan aldrig være den hele sandhed. Og selvom det er dejligt at blive kaldt stærk, så er det uhyre vigtigt, at der er plads til at være alt andet end lige det. At der er plads til at være lillebitte. At der er plads til at råbe, skrige, græde og være på tværs. At der er plads til nogen dage ikke at have styrke til andet end at stirre ind i væggen. Det gælder mig – og jeg tror godt jeg tør sige, at det gælder alle andre, der har mistet en, de elsker. Det behøver ikke være deres barn.
Men jeg vil gerne være stærk. Ikke på den påtagede måde. Ikke på overlevelsesmåden. Jeg vil gerne være stærk nok til at kunne elske. Til at turde leve. Til fortsat at have drømme. Og på en måde rører det mig nok endnu mere, når jeg ikke bliver omtalt som stærk – men når det i stedet påtales, hvor stærk jeg er nødt til at være. For det er den virkelighed jeg er i. Jeg føler mig ikke stærk – men jeg har ikke andet valg.
Min mors kæreste skrev kort efter Pippis død disse ord på sin facebook, som jeg synes er særlig smukke: “Virkeligheden er lidt anderledes end i eventyrene.. I virkeligheden er det Pippi, der er i himlen, og hendes mor, der er verdens stærkeste pige… ❤ ❤ ❤ ”
Jeg vil gerne nå dertil. Men jeg er der langt fra endnu. Jeg tager et skridt ad gangen. Jeg følger den sti, jeg er på og jeg støtter mig til gelænderet hele vejen. Jeg håber på at nå så langt, at jeg tør give slip. Og leve for alvor.
Jeg tænker, at det er helt passende at slutte det her (lidt rodede – det skal jo matche indersiden af mit hoved) indlæg af med et Pippi Langstrømpe citat:
“Pippi troede, at hendes mor nu sad oppe i himlen og kiggede ned på sin pige gennem et lille hul, og Pippi plejede at vinke op til hende og sige: “Du skal ikke være bange! Jeg skal nok klare mig!”“
Mor til Blyp 
Kære Julie,
Efter at have fulgt med på sidelinjen er jeg nu nødt til at skrive en hilsen til dig. Jeg mistede selv (37+2) i november, og kort tid derefter fandt jeg din blog og læste det hele fra ende til anden – og jeg fandt glæde og håb i din nye graviditet. Det har derfor berørt mig dybt, at I nu har mistet igen. Det gør mig så ondt, og jeg har tænkt meget på jer.
Dette indlæg beskriver så fint nogle af de følelser, som jeg også har haft. Jeg er også blevet kaldt stærk – og er blevet smigret over det – men jeg har også savnet, at folk har kunnet se, at jeg er super skrøbelig og savner min lille dreng. Jeg har nogle gange ønsket, at jeg var bedre til at “bryde sammen”, så jeg kunne få noget mere omsorg. Folk omkring mig ser det som en god ting, at jeg (man) er stærk, men jeg er også blevet opmærksom på, at det netop kan være et udtryk for, at jeg passer lidt for godt på mig selv. Der kan være meget langt ind til min sorg, og det er svært.
Tak (!) for at du sætter så mange rigtige ord på dit (og vi andres) tab.
LikeLike
Jeg har også oplevet tab (dog tidligere i graviditeten) og er altid blevet lidt irriteret over at få at vide at jeg er stærk. Jeg føler mig ikke stærk og har meget mere brug for at det bliver anerkendt at jeg er ked af det og at det stadig gør ondt. At sige at jeg er stærk er sådan lidt afstandtagen fra det der er svært at tale om synes jeg (sikkert ikke bevidst). Sådan lidt “Oj hvor går det godt nu, så stærk du er”.
“Hvor er du stærk” er på min hadeliste over trøsteord sammen med “det er da altid noget at du ved du kan blive gravid” (nej det er ingen trøst hvis de bare dør, så vil jeg da hellere være fri) og “nu må du ikke glemme at du har to raske børn” (hvordan skulle jeg kunne glemme mine levende børn? Men mine døde børn er også mine børn og fordi jeg sørger betyder det ikke at jeg glemmer alt positivt) og “det skal nok lykkes for jer” (det ved du ikke en skid om).
Sorry, det er bare sådan en kæphest med de dumme ting folk siger.
LikeLike
Kære Julie
Jeg føler lidt at jeg bliver nødt til at sige noget nu, om det at være i nærheden til nogen der mister, og det man siger.
Det at være stærk, er ikke at “kun” det at stå oprejst, når hele verden vælter omkring en.
I mine øjne er det at være stærk, at vide at man har brug for hjælp, at kende egne behov og turde italesætte dem, at være stærk nok til at sørge og vise det, at give plads til sorgen og ikke fornægte den. At være stærk i mine øjne, er at turde eksistere, selv når verden er super ubarmhjertigt sted.
Et hus er ikke stærkt, fordi det har smadret vinduer og mangler mursten efter en tornado – men fordi fundamentet står der endnu.
Så i min verden er du, og alle andre englemødre stærke. Af den helt simple grund, at I fortsat eksisterer.
Der er altid to sider, af samme sag. Og dette er mine tanker bag det, at sige at I er stærke, i mine øjne.
Håber du forstår tanken.
Kærligst
Sasha/Sas
LikeLike