Optakten
(for de, der ikke allerede kender vores historie eller har fulgt med under graviditeten)
For at fortælle vores beretning om, da Vilfred kom til Verden, er jeg i virkeligheden nødt til at skrue tiden lidt tilbage først. De, der kender os og/eller vores historie ved allerede, at JC og jeg to gange har mistet et barn lige på målstregen. I 2013 mistede vi Blyp til blodpropper i moderkagen – jeg var i 38. uge, da vi fandt ud af at hans lille hjerte ikke længere slog og jeg efterfølgende blev sat i gang og fødte ham. I 2017 slog lynet ned igen, da jeg pludselig fik en moderkageløsning i 39. uge og derfor fødte vores livløse datter Pippi. Med sådan en historie i bagagen er det klart, at angsten for at miste igen har fyldt meget i hele denne graviditet. Hvor de fleste gravide vil opleve at føle sig mere og mere trygge og sikre på, at alt vil gå godt, desto længere de når i graviditeten – så var det omvendt for mig. Jo mere vi nærmede os målstregen, desto mere nervøs blev jeg også for, at noget skulle gå galt igen.
Men så tog Vilfred sagen i sine beslutsomme hænder! Stort set siden starten af 3. trimester har den lille fyr vendt og drejet sig fra hovedstilling til underkropsstilling og tilbage igen på ugentlig basis. Jeg har vendt på hovedet, er blevet rystet med en rebozo, givet den gas med akupunktur og moxa, spillet musik for mit underliv og haft is på toppen af maven… Alt sammen i forsøget på at få ham til at vende sig med hovedet nedad i tide. Jeg ønskede mig nemlig brændende en vaginal fødsel – og da jeg grundet min historik ikke var kandidat til hverken vendingsforsøg eller sædefødsel, så krævede det jo altså, at banditten lå i hovedstilling på igangsættelsesdagen. Da vi var en uge fra igangsættelsen lå han med numsen nedad. Det havde han allerede gjort næsten en uge på daværende tidspunkt. Samtidig blev han skønnet via scanning til at være en basse lidt større end gennemsnittet. Håber for at han ville nå at vende sig svandt ind og med stor skuffelse måtte vi i stedet indstille os på et planlagt kejsersnit og prøve at planlægge os ud af, hvordan vi kunne få den bedst tænkelige kejsersnitoplevelse trods vores modstand på projektet. Søndag d. 21. juni lige før midnat, kun 4 dage før den planlagte dato for igangsættelse eller kejsersnit, vendte han sig pludselig med hovedet nedad! Vi var lykkelige – men turde ikke give os hen til lykken endnu, for hvad nu, hvis han ville nå at vende tilbage igen lige på målstregen? Det var nogle lange dage efterfølgende, hvor jeg gik lange ture i skoven for at få hans hoved bedre ned i bækkenet og dårligt turde trække vejret eller slappe af i frygt for, at han skulle finde på at vende sig igen. Men det gjorde han ikke. Han blev liggende!
Jeg fortæller mig selv, at der var en mening med, at vi skulle igennem de stressende uger med akrobaten i maven. For selvom det var enormt stressende og meget udfordrende for min omstillingsparathed, så betød det også, at jeg slet ikke havde overskud til også at bekymre mig om, at noget andet skulle gå galt. Angsten for at miste eller for komplikationer i fødslen trådte totalt i baggrunden – det eneste der betød noget i de sidste to uger var, hvor inderligt jeg ønskede at få lov at føde vores barn vaginalt igen.
Onsdag d. 24. juni, dagen før den planlagte igangsættelse, havde vi en tid på sygehuset, hvor vi skulle sikre os, at hovedet stadig vendte nedad samt finde ud af, hvordan jeg skulle sættes i gang afhængig af, hvor moden min krop var til fødsel. Først blev vi scannet af den læge, (jeg kalder hende M. herfra), der har fulgt os gennem hele graviditeten – og ganske som jeg selv kunne mærke, så vendte hans hoved stadig nedad. Succes! Efterfølgende ind til jordemoder A., som vi har gået hos og som vi havde aftalt at føde med (da jeg jo selv er ansat som jordemoder på det sygehus, jeg var tilknyttet, har det givet visse fordele i form af at jeg kunne håndplukke det team, jeg ønskede mig til fødslen – og heldigvis blev jeg mødt i mine ønsker ❤ ). Jeg forventede absolut ikke, at min krop var fødselsmoden. Jeg var kun 36+4 og bandittens hoved havde jo ikke +stået og trykket ned på livmoderhalsen indefra pga. al den akrobatik, så regnede med at være ”lukket og slukket” vaginalt og dermed skulle sættes i gang med et ballonkateter om aftenen før vandet ville kunne tages den efterfølgende dag (jeg havde fravalgt igangsættelse med Angusta, som er de tabletter, der også bruges til igangsættelse på umodne vaginale forhold). Godt nok havde jeg både spist dadler og fået modningsakupunktur, men mine forventninger var alligevel ikke store. Da A. mærkede på mig indvendigt og konstaterede, at der godt nok var et par cm. livmoderhals tilbage, men at det var blødt og at livmodermunden samtidig hurtigt blev 4 cm. åben, da hun undersøgte mig, fik jeg derfor tårer i øjnene at overraskelse og glæde. Det føltes som om, at alting pludselig gik fuldstændig efter vores drømme og ønsker for fødslen allerede før, vi var rigtigt i gang! Vi blev indlagt om aftenen for min trygheds skyld – jeg havde brug for at lande og føle mig i sikkerhed før vi skulle i gang næste morgen. Den nat sov jeg kun 2 timer fordelt over flere omgange. Det var umuligt at finde ro i krop og tanker – og inde i maven sparkede Vilfred helt vildt hele natten, og jeg var hele tiden nervøs for, at han skulle finde på at vende rundt en sidste gang lige der. Det gjorde han selvfølgelig ikke.
Fødslen
Torsdag d. 25. juni kl. 8 mødtes vi med vores fødeteam bestående af jordemoder A. og læge M. Begge havde omlagt vagtskema m.v. til at passe med fødslen – og ingen af dem havde andre prioriteter den dag end at hjælpe os med at få vores barn sikkert og godt til Verden. Det var en kæmpe gave og det gav så meget tryghed til os at vide, at vi allerede inden dagen havde snakket om alle vores tanker, ønsker og bekymringer ift. fødslen. Alle aftaler var gennemgået og nedskrevet i vores fødeplan, så alle var indforståede med alt der stod deri. De sidste detaljer blev vendt henover morgenmaden, før vi gik ind på en stue for at komme i gang med hele dagens program 😊 Jeg fik kørt en hjertelydskurve for at sikre, at Vilfred havde det godt i maven, inden vi satte fødslen i gang ved at prikke hul på fosterhinderne og dermed tage vandet. Vi kiggede også ind til ham igen via scanning for at sikre, at hans hoved stod hvor det skulle og der ikke var navlesnor eller andet foran det (jeg havde nemlig lige til den gode side af fostervand, så hans hoved stod ikke fast og der kunne godt have risikeret at komme navlesnor eller andet i klemme under det, når vandet forsvandt – en meget lille risiko, men der blev ikke taget nogen chancer). Da jeg blødte meget ved min sidste fødsel ifm. moderkageløsningen, fik jeg også anlagt PVK (perifert venekateter) i begge hænder, så man hurtigt ville kunne give mig medicin undervejs ved behov – A. og M. lagde en hver, så de begge kunne få lov at være både ”good cop” og ”bad cop” 😉
Kl. 08.28 prikkede A. hul på fosterhinderne og tog vandet, mens M. holdt fat om Vilfred ved at have et godt greb på min mave, for at hjælpe med at sikre, at han ikke fandt på at flytte sig uhensigtsmæssigt rundt derinde, når vandet gik. Heldigvis kom han fint ned i bækkenindgangen med sit hoved og hans hjertelyd var stadig god, mens fostervandet var klart. Så langt, så godt. Derudover kunne A. fortælle at jeg nu var 5 cm. åben, selvom der stadig var 2 cm. livmoderhals tilbage. Ikke noget dårligt udgangspunkt!
Herfra trissede vi i samlet flok ned på fødestuen, hvor vi igen satte CTG (kontinuerlig måling af Vilfreds hjertelyd, min puls og mine veer) på. Vi fik indrettet os i fødestuen med alle vores mere eller mindre alternative remedier – tre skønne ”mor, far og baby” solsikker fra mine jordemoderkollegaer, nogle udvalgte krystaller fra min samling og vores skønne, beroligende aromatiske krystalsprays hjemmefra er eksempler herpå. Jeg var heldig, at der var mulighed for trådløs CTG, hvilket betød, at jeg kunne bevæge mig frit omkring og dermed starte med at gå ud under bruseren og tage et bad. Det føltes tiltrængt efter at vandet var gået, da der kom så meget af det, at det var lidt ud over det hele og jeg følte mig temmelig… bad-trængende 😉 Jeg satte min føde-playliste på fødestuens højtalere og gik i gang med at svinge med hofterne under den varme bruser, mens jeg prøvede at invitere veerne til at komme til mig. Enhver chance for at lokke oxytocinen til, blev grebet!
Da jeg kommer retur på stuen og ligger på lejet, begynder jeg så småt at få mine egne veer og de bliver hurtigt regelmæssige og kræver mit fokus, selvom jeg godt kan snakke henover dem, hvis jeg vil. Glæden varer dog kun kort – da jeg vender mig på lejet forsvinder de pludselig som dug fra solen. Da der snart er gået 2 timer fra vandet blev taget, giver vi den et forsøg med stående rebozo for at lokke Vilfreds hoved længere ned i mit bækken og indstille sig optimalt samt lægge tryk på inde fra. JC og jeg har lavet samme rebozo-øvelse mange gange de seneste dage for at undgå, at banditten i maven vendte sig med numsen nedad igen, så vi er inde i rutinen begge to. Jeg mærker også efterfølgende noget murren komme tilbage, men rigtige veer bliver det ikke til. Så 2,5 timer efter vandet er taget bliver vi enige om at sætte et ve-stimulerende drop. Det er ikke noget nederlag, jeg havde hele tiden forventet, at det godt kunne blive aktuelt – og jeg er jo bare max klar til at få nogle veer, så vi kan få vores baby ud til os!
Min krop reagerer ret hurtigt og jeg får regelmæssige veer – i starten er det ikke noget, jeg kan mærke, men det kan ses på ve-registreringen, fortalte A. Vi havde forud for fødslen aftalt, at jeg ikke selv skulle kunne se CTG-registreringen, da jeg var nervøs for at blive fanget i et frygt-mindset, hvor min jordemoderhjerne ville træde i karakter og analysere alt for meget, på det jeg så, i stedet for at give mig hen til fødslen og overlade ansvaret til A. Omkring kl. 12.40 (knap halvanden time efter vi startede droppet op) har A. noteret, at jeg begynder at mærke mere til veerne. Jeg lagde ikke selv mærke til tiden undervejs, men husker, at veerne begyndte at kræve mere af mit fokus og at jeg ikke længere snakkede henover dem. JC er hos mig gennem hver eneste ve. Jeg sidder op på den store sovesofa-lignende briks på stuen og begynder at bruge 4:7 vejrtrækningen fra Meyermetoden og JC laver glabella-tryk (tryk lige over næse næseryggens øverste punkt) for at afspænde min krop under veen, som vi har lært og øvet det efter vores fødselsforberedelse hos Heidi Meyer Vallentin. Det fungerer virkelig godt for mig og jeg føler, at jeg har 100% kontrol over veen og formår at nulstille godt mellem hver af dem. Jeg føler mig sej og overskudsagtig med en følelse af at det her – det kan vi godt!
Kl. 13.10 kommer jeg over på fødelejet og får mit chiliplaster på fortil, hvor jeg mærker veerne mest, samt smertestillende akupunktur både på lænd og fortil af A. Det lindrer lidt, men ikke meget. Jeg har dog ikke brug for yderligere, da jeg stadig føler, at min vejrtrækning og JC’s glabellatryk gør det godt for mig. Det lykkes mig endda at klemme en enkelt rugbrødsmad ned en halv time senere, da jeg er godt sulten ovenpå en lidt for let morgenmad grundet spænding over, hvad dagen måtte bringe. Maden bliver spist på rekordfart (og det siger ikke så lidt, når det er mig – jeg kunne i forvejen slå de fleste i en konkurrence om hurtigspisning!) mellem to veer, og så er det tilbage på ”arbejdet”.
Ved 14-tiden laver vi en status, hvor A. undersøger mig indvendigt. Der er ikke sket så meget, som jeg havde håbet, men A. er god til at holde fast i, at der ER sket fremskridt. Livmoderhalsen er nu helt afkortet og jeg er 6 cm. åben. Til gengæld har vores lille akrobat fået sit hoved ned i en uhensigtsmæssig position (asynklin og næsten en høj ligestand – hvis der er nysgerrige fagnørder med på linjen 😉 ), så nu skal der arbejdes. Vi er optimistiske og tror på, at hovedet kan nå at indstille sig optimalt endnu, da det endnu ikke er kilet fast nede i mit bækken. Den næste halve time bruger vi derfor med mig i knæleje, mens jeg får rebozomassage mhp. at få lillemandens hoved rystet bedre på plads derinde. Det føltes overraskende rart, selvom det var hårdt at stå på knæene i den halve times tid, vi var i gang. Men rebozoen fik min krop helt afspændt i ve-pauserne, og veerne kunne jeg stadig håndtere med min vejrtrækning og JC’s tryk. Jeg lagde ikke engang mærke til, at det gjorde ondt i knæene, selvom jeg kunne se blå mærker på dem i flere dage efter 😉 Efter den halve time kommer jeg ned at ligge på siden på lejet. Jeg bruger fortsat min vejrtrækning gennem hver ve – når veerne bliver for strenge sætter jeg lyd på min udånding eller skruer tempoet op i min vejrtrækning på toppen af veen, og det fungerer fortsat virkelig godt for mig. JC er hele tiden foran mig og laver glabella-tryk under veerne og hjælper mig med at holde fokus samt med at komme godt ud af hver ve med et dybt suk. I pauserne skiftes A. og M. til at give mig afspændende rebozo til lyden af Ed Sheeran, Mark Knofler og de øvrige kunstnere på min fødeplayliste – og selvom jeg var for koncentreret om mit fødearbejde til at sige noget, så smilte jeg stort indvendigt over at opleve ”min” læge være så involveret i det hele, som var hun min anden jordemoder på stuen. Jeg havde desuden fra start af sagt, at jeg ville have det godt med, at der blev hyggesnakket på fødestuen undervejs, selvom jeg ikke selv ville deltage i snakken, når jeg fik gode veer. Mange fødende bryder sig ikke om at blive forstyrret af snak omkring dem, men for mig er det et godt fikspunkt at lytte med i andres snak, så jeg glemmer intensiteten i mine veer en smule imens. Jeg husker ikke særlig meget af det, som de andre talte om undervejs, men enkelte ting kan jeg huske – fx den faglige snak mellem A. og M. omkring rebozo og dets effekt, som bl.a. mundede ud i, at de lige fik opdateret hinanden på studier på området sideløbende med mit føderi 😉 Det må vist være definitionen på en jordemoderfødsel, når det er den slags smalltalk, der finder sted, imens lægen kaster sig ud i rebozomassage og ros til ve-arbejdet 😉
Tiden er flydende for mig og jeg har allerede, her en uge efter, svært ved at huske detaljerne eller rækkefølgen, som tingene skete i. Jeg husker det som en glidende intensivering af mine veer, som jeg fortsat håndterede med vejrtrækning og lyd. Da det begyndte at blive svært for mig at komme igennem veerne med dét alene fik jeg JC til at hjælpe mig ved at lave Meyertryk over hele min krop, mens jeg lå på lejet. Det fungerede virkelig godt for mig – i starten som hjælp til at give slip på mine spændinger, og da jeg ikke længere kunne dét pga. veernes styrke, så hjalp trykkene mig ved at fjerne mit fokus var veen blot en smule. Jeg skiftede stilling hyppigt, da intet rigtigt føltes godt længere – jeg husker bl.a. at sidde op på et rejst fødeleje, hvor enden af lejet var taget af, så JC kunne stå lige foran mig og lave Meyertryk på mig under hver eneste ve. Det var så vild en kraft at mærke i min krop og jeg følte mig overbevist om, at der skete en masse!
Omkring kl. 16 lavede vi ny status – og her var jeg glad for mit kendskab til fødsler, for ellers havde det været svært, ikke at blive en smule skuffet. A. fortalte, at jeg var 6-7 cm. åben, hvilket jo ikke lyder af et prangende fremskridt. Til gengæld var bandittens hoved nu roteret helt regelmæssigt og stod lidt bedre ned i bækkenindgangen end tidligere med godt tryk på. A. var godt tilfreds, jeg selv havde egentlig forventet mere af de centimeter, jeg havde åbnet mig… Men jeg skubbede tankerne væk, for jeg ved jo godt, at centimeterne dybest set ikke siger en fløjtende fis om, hvornår baby kommer. Jeg fornemmede jo tydeligt selv, at det godt kunne gå stærkt og at der lige nu skete en hel masse i min krop.
Omkring kl. 16.30 står jeg op ved siden af fødelejet, som jeg læner mig ind over. Under veerne kan jeg ikke afspænde min krop, men føler mig som en fjeder, der er klar til at springe! Men det er okay – jeg er overbevist om, at det ikke kan vare længe nu. Jeg ved, at jeg er udfordret fordi jeg er i overgangsfasen, selvom jeg ikke er blevet undersøgt indvendig igen. M. fortæller, at hun desværre snart skal gå, da hun har noget privat i familien, hun ikke kan blive væk fra (det havde vi talt om på forhånd, så det var ikke nogen overraskelse for mig). Jeg var selvfølgelig opsat på, at det skulle lykkes at føde inden da, nu hvor hun havde været med os hele vejen – ikke bare gennem hele fødslen, men fra tidligt i graviditeten. Så jeg spørger og får bekræftet, at det er kl. 17 hun skal gå og selvsikkert siger jeg, at det klarer vi inden da – og mener det! Jeg kan mærke, at der er et enormt tryk på indvendigt nu – fra ve til ve føles det som om, at tyngden flytter sig længere ned. Da klokken er lidt i fem siger jeg, at jeg fornemmer, at det presser mod mit mellemkød – jeg har ikke pressetrang endnu, men mærker bare den trykkende fornemmelse helt nede. A. kigger med under en ve, men kan ikke se tegn på, at bandittens hoved er på bækkenbunden endnu. Lige dér mærker jeg for første gang kortvarigt en følelse af, at SÅ kan jeg altså ikke mere – hvis jeg tager fejl og jeg ikke er lige ved at skulle føde, så ved jeg ikke, hvordan jeg skal komme igennem, for veerne er så kraftige og alle mine og JCs tricks kan kun tage en brøkdel af toppen nu – og alt sammen samtidig med, at jeg måtte se i øjnene, at det nu var tid til at M. skulle gå. Følelsen af opgivenhed er dog kun kort, for inderst inde ved jeg, at det er ved at være tid. Jeg kan jo mærke det, der foregår i min krop og jeg stoler egentlig på den fornemmelse. Jeg får også sagt, at hvis ikke jeg vidste det, jeg ved, om fødsler (særligt for flergangsfødende), så var det nu jeg havde bedt dem om en epidural eller et kejsersnit… Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke, for jeg havde jo ikke lyst til nogen af delene 😉 Og tænkte i øvrigt heller ikke, at jeg ville kunne nå det, før jeg alligevel ville føde. I stedet kom jeg op på lejet, da jeg ikke kunne overskue at stå op, når jeg skulle føde – jeg var bange for ikke at have nok kontrol over min krop til at kunne samarbejde der. Da jeg kom på lejet bad jeg om, at prøve med lattergas. Jeg havde egentlig frabedt det i min fødeplan, da jeg ikke bryder mig om følelsen af at være påvirket, og jeg havde en klar fornemmelse af, at lattergas ikke var noget for mig. Men der skulle ske noget, og det var lige dét, jeg kunne komme på. A. foreslår at vi starter på ekstremt lav dosis, fordi jeg netop ikke ønsker den kraftige effekt, og vi starter derfor på 10% (normalt startes på 30-50%). Jeg bad dog hurtigt om, at få det øget lidt. Jeg husker det som om, at jeg kun lige når at få masken og mærke en snert af effekt fra lattergassen, før pressetrangen kommer. Jeg presser spontant med uden at kunne få sagt noget til A., der dog hurtigt ser det på min krop og spørger mig, om jeg presser nu, hvilket jeg kun kan nikke til. Klokken er her lige passeret 17. Nu er det endelig ved at være!
Jeg synes bestemt ikke pressetrangen føles rar denne gang, det brænder og fylder meget mere, end de to andre fødsler, hvor jeg har haft en epidural. Men mentalt er det rart – for jeg ved, at nu er han der snart! Indeni messer jeg for mig selv, at NU skal vi møde vores baby!
A. kalder E. ind, som også er jordemoder og en af de få, der også så Pippi (altså udover på billeder) i sin tid. Tilfældigt var det hende, der havde tjansen med at assistere til fødslerne på gangen den dag, og det var så dejligt og meningsfuldt. Aftalen var, at E. – udover at komme med de varme håndklæder – skulle tage lidt billeder og filme, når barnet blev født. Det var så tæt på nu! Jeg bemærker ikke engang, at E. skruer ned for lattergassen, så jeg ikke mister fornemmelse for tid og rum helt lige når vores barn skal til verden – til gengæld husker jeg, at jeg selv havde samme tanke, og derfor sørger for at holde pause med masken også. Jeg ville ikke risikere ikke at være der 100%, når jeg skulle møde vores barn for første gang.
Jeg ligger på siden med benene samlet og spænder helt enormt og har svært ved at give slip, selvom A. prøver at guide mig til det. Hun opfordrer mig også til at prøve at skille mine ben ad i stedet for at holde dem så krampagtigt sammen, som jeg gør – foreslår at JC kan holde benet eller at jeg kan få en bøjle til at støtte det i, men det vil jeg absolut ikke! 😉 Det ligger ikke til mig IKKE at være føjelig, så jeg kan stadig grine ved tanken om, hvordan jeg bare nægtede noget af det, hun foreslog mig lige der – indtil jeg overgav mig og lod JC holde mit ben, og inderst inde måtte erkende, at det faktisk føltes meget bedre… 😉 Altså bortset fra, når jeg ikke syntes, at han holdt det godt nok og vrissede af ham – mens sveden haglede af ham, fordi han stod i en akavet situation med et megatungt ben i armene som konstant dødvægt i mange, lange minutter 😉
Jeg presser ikke af alle mine kræfter, jeg har sådan en fornemmelse af, at jeg allerede er maksimalt udspilet og lader egentlig kroppen presse spontant uden at lægge tryk på selv. Jeg venter hele tiden på, at A. beder mig om at puste i stedet for at presse, men det sker ligesom ikke… I stedet beder hun mig om at presse mere, og jeg giver den en smule mere, lidt ad gangen. Efter ti minutter med presseveer kan jeg selv mærke, at hovedet bliver født. Jeg rækker instinktivt ned efter ham, for jeg ved, at nu er han lige ved at være der. Allerede før skuldrene er forløst fortæller A., at han siger lyde og trækker vejret dernede, og opfordrer mig derfor til at give et ekstra pres. Det gør jeg – og selvfølgelig vælger banditten at komme ud uden at rotere helt rundt med skuldrene, så de kommer ud på tværs til lyden af mig, der lettere fornærmet udbryder ”aaav!” – hvilket i virkeligheden siger lidt om, at det værste er overstået for længst, for ellers havde jeg ikke haft overskud til at brokke mig på den måde 😉
Og så er han der! På mit bryst, i mine arme.. Skrigende og levende og varm. Han holder om min finder med det samme og er bare det smukkeste i hele verden! Jeg kan ikke holde tårerne tilbage, men hulker løs, så han bouncer op og ned på mit bryst – og ved siden af mig står JC og græder med. Ret hurtigt kommer jeg i tanke om, at vi jo ikke ved, om det er en dreng eller en pige (det har været en overraskelse gennem hele graviditeten), så jeg kigger selv mellem benene og konstaterer, at det ER en lille Vilfred, som jeg hele tiden har fornemmet ❤
Det lykkes at få født moderkagen efter relativt få minutter og jeg bløder ikke mere, end jeg må – hurra! Vi havde været bekymrede for en gentagelse, så jeg ville have været nødt til at blive adskilt fra JC og Vilfred, for at komme på en operationsstue, og det havde været ren tortur, nu hvor jeg endelig havde fået min levende baby i armene. Men alt var fint! Jeg havde det fysisk godt, blødte tilladeligt og kun en rift i den ene kønslæbe, der ikke behøvede at blive syet. Og jeg havde Vilfred! Fantastiske, lille Vilde.. Som bare klarede sig fantastisk med fuld Apgar score og som hapsede på brystet indenfor en halv time og diede løs non stop. De første to timer lå han uforstyrret hos mig og først derefter klippede JC navlesnoren. Han vejede 3260 g., var 55 cm. lang, 37 cm. om hovedet (av! – det er altså en ret pæn størrelse hoved! Hilsen hende, der skulle føde det…) og 33 cm. om maven. En virkelig flot størrelse, når man tænker på, at jeg ikke var nået helt til 37+0 endnu. En lang, slank, lækker lille dreng!
Jeg har allerede skrevet jordens længste beretning om Vilfreds fantastiske fødsel – og jeg kunne skrive endnu mere om vores fantastiske lille søn ❤ Men det bliver ikke nu eller her. Vi er begge så forelskede i ham og nyder hvert eneste øjeblik, hver eneste grimasse, hver eneste lyd.. Og så er alt andet ikke så vigtigt!
Jeg er så taknemmelig og stolt over, at det lykkedes os at få den fødsel, vi drømte om. Trods alle udfordringer undervejs, så fik jeg min vaginale fødsel og alle mine ønsker blev indfriet og mine bekymringer gjort til skamme. Når jeg tænker tilbage, så var der ikke én eneste ve, hvor JC ikke var hos mig. Selv de veer, jeg måtte have på toilettet (…jeg tissede seriøst konstant under den fødsel!), tog han med mig og hjalp mig igennem med sine ord, sit nærvær og sine tryk (…jeg overdriver ikke, når jeg fortæller, at det i flere dage efter føltes som om, nogen havde slået mig med et jernrør lige henover glabella, fordi der var blevet trykket så meget på det punkt under fødslen 😉 Men det var helt perfekt og hjalp så meget!!). Jeg tænker også på, at jeg ikke på et eneste tidspunkt oplevede angst under fødslen. Jeg havde været så bekymret for, hvad det kunne trigge hos mig at være i fødsel og have veer denne gang – men intet! Ikke skyggen af angst. Jeg følte mig så tryg og overbevist om, at jeg var ved at føde vores baby og at alt ville gå godt. Og så vil jeg aldrig glemme den følelser af empowerment jeg havde i mig hele vejen. Der var ikke noget tidspunkt, hvor jeg tvivlede på min krops evner til at føde vores barn eller på mine evner til at håndtere veerne. Selv, da jeg var presset den sidste times tid, så havde jeg en underliggende stærk følelse, der sagde ”I got this!”. Og da Vilfred lå i mine arme var jeg lige så stolt, som jeg var rørt og fuld af kærlighed.
Vilfred kom til verden d. 25. juni 2020 kl. 17.16. Under en fuldstændig perfekt fødsel, jeg ikke kunne have ønsket anderledes – med det bedste fødeteam, der gav os så meget tryghed undervejs. Og hver dag siden har Vilfred fyldt vores liv med kærlighed og grin ❤ Vores perfekte regnbue-baby ❤
Mor til Blyp 