Mød Lillen (20+0)

Lillen var ikke planlagt. Jeg var ikke engang sikker på, at jeg ville have et barn mere efter Blyp. Jeg har jo sådan set også altid sagt, at jeg kun ville have et enkelt barn. Da vi ikke fik Blyp med hjem ændrede det jo lidt ved den udtalelse – men også ved min klare overbevisning om, at jeg gerne ville have børn. Jeg har været så meget i tvivl. Og i tvivl om, hvorfor jeg var i tvivl. Var det en reel tvivl eller var det angsten for at miste igen, der spøgte?

Så Lillen var ikke planlagt. Men omvendt forsøgte vi heller ikke at undgå, at Lillen skulle komme ind i vores liv. Vi lod naturen vælge for os, so to speak. Og naturen valgte Lillen til.

I dag er jeg nået 20 fulde uger ind i graviditeten – altså halvvejs, hvis man går ud fra, at Lillen kommer præcis på terminsdatoen (som børn jo så ofte gør *ahem* 😉 ). I fredags var vi til misdannelsesscanning. Og alt var helt efter bogen.

Jeg har i de sidste måneder ikke rigtig mærket noget til nervøsitet eller angst – men omvendt heller ikke mærket kærligheden til Lillen eller glæde over graviditeten. Jeg har prøvet, men den har ikke været der. Det har været for surrealistisk. Mine indre barrierer har helt sikkert været oppe i et forsøg på at beskytte mig selv mod endnu et tab – det ville jeg ikke kunne klare. Ikke mere tab. Dybest set har jeg ikke troet på, at vi rent faktisk ville få et barn. Et levende barn. Det kæmper jeg sådan set stadig lidt med. Det hele er meget meget sværere at tro på og forholde sig til end første gang, da jeg var lykkeligt gravid.

Men så skete der noget, i tiden omkring min fødselsdag (slutningen af november). Mod forventning begyndte jeg at mærke liv en måneds tid før, jeg egentlig havde forventet det. Og i løbet af kort tid blev det til dagligt liv. Jeg kan mærke, at hvert eneste lille spark rammer noget mere end bare min fysik. Hvert eneste lille spark er et løfte om liv. Og jeg kan mærke, at jeg begynder at tro. Bare en lillebitte smule. Tro på Lillen.

Med følelsen af liv begynder også nervøsiteten at melde sin ankomst. Det havde jeg forventet, og det er okay. Jeg synes godt, jeg kan håndtere det indtil videre. Men den er der, og jeg tror kun den vil vokse, jo længere jeg når. Men det er jo heldigvis også derfor jeg går til terapi.

Til misdannelsesscanningen var der i øvrigt en dejlig overraskelse. Til nakkefoldsscanningen mente man (det kan være svært at vurdere på det tidspunkt), at min moderkage var placeret på livmoderes forvæg – hvilket rent helbredsmæssigt er uden betydning, men kan betyde, at man er lidt længere tid om at mærke liv og at man mærker det lidt mindre, end hvis den er placeret på bagvæggen. Da jeg var gravid med Blyp, lå den på forvæggen. Jeg var derfor rigtig ked af, at den gjorde det igen, da jeg havde inderligt brug for, at det denne gang var noget helt andet – og at følelsen af liv ville være markant anderledes, så jeg måske lettere kunne slippe mine bekymringer. Til misdannelsesscanningen var der dog ingen tvivl om, at moderkagen lå på bagvæggen. For det første forklarer det, hvorfor jeg mærkede liv væsentlig tidligere, end jeg havde forventet – og for det andet var det en kæmpe lettelse for mig at høre. Rent fagligt ved jeg godt, at det er små detaljer og ikke har den store betydning – men personligt betyder det meget.

I går aftes fik jeg lyst til at kigge på scanningsbillederne af Blyp og Lillen sammen. Til nakkefoldsscanningen ligner de stort set hinanden helt, hvilket jo også er forventeligt så tidligt fosterstadiet. Det kom til gengæld bag på mig hvor forskellige de faktisk var til misdannelsesscanningen.

Her ses Blyp øverst og Lillen nederst. Der er en verden til forskel på næse og mund. Og det gør mig glad. Det hjælper mig til at forstå og tro på, at det her er et andet barn. En anden graviditet. Måske det så rent faktisk vil lykkes os at få et andet udfald?

Vi har i øvrigt valgt ikke at få Lillens køn af vide. Kønnet er så ligegyldigt, Lillen kom til os med kærlighed, og det er det eneste vigtige. Jeg glæder mig sådan til det intense øjeblik i fødslen, hvor Lillen kommer op på mit bryst og min elskede kæreste kan få lov at kigge efter, om Lillen er en dreng eller en pige, mens vi formentlig tuder om kap af lykke ❤

Der er i øvrigt sket det, at en journalist fra Politiken har fået kontakt til mig, og ønsker at følge mig i graviditeten her – for at fortælle om Blyp og om Lillen. Jeg var i tvivl, om jeg skulle sige ja, fordi jeg i forvejen synes det er meget at jonglere med og jeg ved efterhånden af erfaring, hvor meget det tærer på ens energi, hver eneste gang man stiller op til interviews med sådan et følsomt emne. Men folk omkring mig opfordrede mig til at gøre det. Og en del af mig ville det jo også gerne. Den del, der også holder af at skrive på bloggen her. Den del, der har nedbrydelse af tabu som en hjertesag. Og da jeg har god erfaring med og tillid til Politiken, så sagde jeg ja. Jeg lover at opdatere herinde, når jeg ved, hvornår første del bliver bragt – interviewet til del 1 bliver lavet om en uges tid. Jeg håber virkelig, at det bliver godt. Og jeg bliver så rørt over, at min savnede Blyp fortsat gør sådan et indtryk på folk. Og at Lillen allerede gør det samme. Vores to kærlighedsbørn ❤

Imens jeg har skrevet alt ovenstående, har Lillen puffet adskillige gange til mig indefra. Mindet mig om, at der er en, der er klar til at blive elsket. Det er så overvældende.

Sig hej til Lillen. Kærlighedsbarn nr. 2. Med sin helt egen historie og sit helt eget formål i livet.

Ps. Glædes over at maven vokser så hurtigt her anden gang – brugte så meget af første graviditet på at være ubegrundet ked af, at min mave ikke var så stor eller voksede så hurtigt som “alle andres”. Det er igen bare rart, at det denne gang er noget helt andet. Også selvom masser af kvinder føder sunde og raske børn trods små skønne babybumps. Jeg har bare brug for noget andet end første gang. Og det er det her. Min udsigt oppefra består pt. af babybump og katte. No feet! 😉 (og den ser altså væsentlig større ud oppefra, end når man ser den fra siden – hvor den dog trods alt også har en hvis størrelse efterhånden!)