I disse dage oplever jeg, at der er fokus på døden. Thomas cykler for at mindes sin datter Johanne og samle penge ind til Landsforeningen Spædbarnsdød (lær meget mere om projektet på hans facebookside VE-NO Tour), Esbjen udgiver bogen “Min usynlige søn – Kunsten at leve med sine døde resten af livet” (læs mere på hans facebookside Min usynlige Søn) og jordemoder og blogger Meyermor skriver om, hvordan det er at byde et dødt barn velkommen til verden (læs indlægget her).
Måske er det mest folk som mig, der selv har mistet flere elskede, der virkelig bemærker de her ting. Men for mig siger det en masse. Det viser, at vi som samfund virkelig begynder at arbejde med nedbrydningen af det tabu, der er døden. Vi arbejder os i en retning, hvor det er okay at tale om dem, vi har sagt farvel til – også dem, der tog herfra alt for tidligt. Og det er på høje tid!
Langt de fleste forældre, der mister et barn (hvad enten der er tale om et barn i mors mave på 20 uger, et barn på 20 mdr. eller et voksent barn på 20 år) vil opleve, at folk omkring dem ikke ved, hvad de skal gøre af sig selv. Og det gælder selvfølgelig ikke kun, når det er børn der er døde – det samme er gældende ved en ven, kæreste, ægtefælle, forælder, m.m. Døden bliver en akavet splittelse, som skiller venner og familie ad, når der er allermest brug for tætheden og trygheden. Menneskene omkring den der har mistet, er så frygtelig bange for at gøre ondt værre, at de forholder sig praktisk talt passive. Nogen bliver væk og kommer aldrig rigtig tilbage. Andre er der måske – uden at være der. De snakker udenom døden, som ligger som en usagt sort boble imellem dem og den sørgende. De siger, at den sørgende “endelig må sige til” eller “endelig må ringe”, hvis der er brug for noget. Og de mener det godt!
Når man har mistet og er i dyb sorg, så kan man ikke selv række ud. Man kan ikke fortælle, hvad man har brug for. Og vigtigst af alt: Man kan ikke blive mere ked af det!
Som pårørende – tæt eller fjern – er det bedste man kan gøre, at være der. At spørge. At turde tale om det, andre ikke tør tale om. For hvem skal ellers tale med den sørgende om det, der fylder mest i hele verden? Hvor skal den sørgende ellers få afløb for tårer og finde ro? Det er så vigtigt for mig at understrege, at det altid er bedre at sige noget end at sige noget “forkert” – for uanset hvad du siger, til en i sorg, så er det bedre, end at sige ingenting. Og hvad end du siger, kan det ikke gøre sorgen større eller døden værre. Anerkendelsen af tabet fra omverdenen er alfa og omega! Der skal være plads til døden i vores liv.
Det handler aldrig om, at man skal kunne trøste eller komme med løsninger eller forklaringer. Det er typisk slet ikke det, den sørgende har brug for. Slet ikke. Der er brug for tilstedeværelse og anerkendelse. Der er brug for en der spørger, “hvordan har du det?”, og gerne vil høre svaret i den ægte version. Der er brug for, at savnet aldrig forklejnes og at der selv 1, 2 og 10 (og 100) år efter kan snakkes om den døde. Der er brug for åbenhed og ærlighed. Hvis du som pårørende ikke har den fjerneste idé om, hvad du skal sige eller gøre af dig selv – så er det det du skal sige. Sig det som det er. At det hele er noget lort. At det gør ondt på dig. At du ville ønske du kunne gøre det bedre. At du ikke aner hvad du skal gøre. At du er der uanset hvad. Og vær ikke bange for at vise, hvis du selv bliver berørt. Din smerte og dine tårer er velkomne, så længe de stadig giver plads til den sørgendes. Det viser, at der er kærlighed til stede. Og forståelse af tabet.
Døden ændrer os. Når nogen vi elsker dør, så bliver vi en anden version af os selv. Ikke nødvendigvis stærkere. Ikke nødvendigvis svagere. Bare en anden. Det er endnu en årsag til, at døden skal anerkendes og ikke forties. Vi tager de døde med os, på godt og ondt.
Og døden er en del af livet. I løbet af et menneskeliv vil vi alle blive konfronteret med den, nogen mere end andre. De fleste vil på et tidspunkt se et dødt menneske. Alle vil på et tidspunkt skulle tage afsked med et familiemedlem eller en ven. Døden er den mest naturlige del af livet. Og alligevel er det også et af de største tabuer. Fordi vi er bange.
Hvorfor er vi bange?
Måske er det hele essensen af at blive stillet overfor sin egen dødelighed. Erkendelsen af, at livet ikke varer evigt og at ingen er fredet. Måske er det meget mindre end det, måske er det bare angsten for at gøre ondt værre, når nogen har mistet. Måske er det angsten for ikke at slå til som pårørende. Måske er det angsten for det ukendte. Mange har måske aldrig set en død og har frygtelige forestillinger af, hvordan døden ser ud. Hvad døden er.
I min optik er der kun en måde at arbejde med angsten på – at se den i øjnene. At gøre sig bevidst om den, at lære den at kende. Og at tale om den. Hvis nu vi ligesom i plenum kan blive enige om, at det er okay at tale om døden, så kunne det være, at vi blev meget bedre til at håndtere angsten.. Og måske endda minimere den.
Min opfordring til jer, der læser med er, at I øver jer i at spørge. I at tale om det, der er svært. Måske vil den sørgende sige, at h*n ikke ønsker at tale om det (nu) eller tale uden om. Måske vil h*n sige, at det slet ikke er relevant at tale om. Men tag det ikke som et nederlag! Tolk det ikke som om, at du har trådt forkert! Hver eneste gang nogen tør tale om de døde, er det en anerkendelse af dem der var og den kærlighed der stadig er til stede – og det er vigtigt! Det er bedre at spørge tusind gange for meget end en for lidt! Du gør ingen skade ved at spørge med et åbent og lyttende hjerte – men du risikerer at gøre skade ved ikke at spørge, selv i den bedste tro.
Jeg selv? Jeg har set døden i øjnene. Jeg har set en død og jeg har rørt og endda kysset en død. Jeg ved hvad det vil sige, at have de døde med sig. Jeg taler åbent om mine egne tab. Der har været for mange af dem for tidligt. Især tabet af Morten (min kæreste på daværende tidspunkt, 2009) og Blyp (min søn med min nuværende kæreste, 2013) har påvirket mig som menneske. Og gør det stadig. Jeg kan stadig lammes af sorgen og savnet og jeg har ikke en funktionsevne på 100%. Jeg hører ofte, at jeg virker stærk. At det er imponerende, at jeg er hvor jeg er. Det ændrer ikke på, at jeg har brug for at tale om de døde, jeg har med mig. Men jeg er en af de heldige. Jeg har haft en hær af venner omkring mig, der har turde tale og spørge fra dag 1. Jeg har haft et sikkerhedsnet, der turde være der, også når det var svært. På min uddannelse (som jordemoder) er jeg netop nu i praktik på det fødested, hvor Blyp kom til verden. Her har jeg indtil nu mødt mange jordemødre, der har været mere eller mindre inde over mit forløb. Jeg er blevet mødt med kram, en hånd på skulderen, tårer i øjnene og åbenhed. Der er ingen der har prøvet at lade som om, at det skete ikke er sket. Der er delt ord, tanker og følelser. Og hver eneste gang kan jeg mærke, at en lillebitte knust del af mig heler bare en smule mere.
Måske er det netop fordi jeg er så heldig, at jeg kan tale (og skrive) som jeg gør. Åbent og ærligt om døden og sorgen. Fordi mit sikkerhedsnet er i orden. Mit sikkerhedsnet er ikke fejlfrit, selvfølgelig har der henad vejen været klodsede kommentarer som gjorde ondt… Men det er ikke det, der er vigtigst. Det er ikke det, der betyder mest. Det der betyder noget er, at mit sikkerhedsnet var der. Og er der endnu!
Så gå ud og øv dig på at være det sikkerhedsnet, du er. Bare ved at være der. Og være lige netop dig. Ingen af os er perfekte og ingen har sagt, at det skal være let. Men døden er uundgåelig og vi har brug for at kunne gribe hinanden. Give døden plads til at være der. Nogen har valgt at have dig i deres liv – det er der en grund til. Husk det. Brug det som motivation til at turde se de svære ting i øjnene. En dag er det dig selv, der har brug for sikkerhedsnettet. Og vi er stærkest sammen.
Mor til Blyp 